Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Coronasmitten har været stabil siden slutningen af januar, og der er ikke udsigt til, at den vil stige, når vi går ind i maj. Tværtimod vil den muligvis falde, selvom samfundet genåbnes gradvist som planlagt, og danskerne begynder at se flere i deres omgangskreds.
Det vurderer Sundhedsstyrelsen i et nyt notat om vaccineudrulning uden AstraZeneca-vaccinen, hvor styrelsen betoner den såkaldte sæsoneffekt som en afgørende faktor.
»En antagelse af smittetryk medio/ultimo maj svarende til det aktuelle er konservativt, da ovenstående faktorer, særligt sæsonskiftet, kan trække smittetrykket betydeligt ned,« skriver Sundhedsstyrelsen med henvisning til blandt andet vacciner.
Sundhedsstyrelsen kommer altså med et positivt scenario for smitteudviklingen, kort før Folketingets partier mødes torsdag eftermiddag for at forhandle om yderligere genåbning.
Scenariet står i skarp kontrast til den udmelding, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kom med for ganske få dage siden.
»De seneste beregninger viser, at smitteudviklingen kan toppe i midten af maj måned på et højere niveau, medmindre det lykkes at holde smitten nede gennem blandt andet den målrettede indsats fra myndighederne,« skrev han i en mail til TV 2 lørdag.
Stabil smitte siden januar
De beregninger, som ministeren omtalte, er dog i dag blevet korrigeret i et nyt notat fra Statens Serum Institut (SSI), som Folketingets partier har modtaget, inden forhandlingerne om yderligere genåbning går i gang.
Af notatet fremgår det, at det går bedre med smitten end ventet, og at der er markant færre smittede og indlagte, end hvad SSI tidligere har forudset.
Sundhedsmyndighederne er altså enige om, at det går langt bedre med smitten end forventet.
Ifølge Sundhedsstyrelsen har smitten faktisk været stabil siden januar.
»Aktuelt medio april 2021 har covid-19-epidemien i Danmark vurderet nationalt været stabil siden slutningen af januar 2021,« fremgår det af notatet fra Sundhedsstyrelsen.
Blandt andre har sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, argumenteret for, at man skulle tage bestik af smitteudviklingen over påskehøjtiden. Flere forventede, at diverse sammenkomster ville få smitten til at stige. Den forudsigelse holdt dog ikke umiddelbart stik, fremgår det af Sundhedsstyrelsens notat.
»Trods øget screeningsaktivitet har den seneste uge med genåbning og påskeaktivitet ikke givet anledning til en øgning i antallet af registrerede smittede og ligger nu lavere end det estimerede antal smittede modelleret i forbindelse med genåbningen.«
Regeringen har forud for forhandlingerne om yderligere genåbning torsdag sendt et udkast til Folketingets partier med en plan for at lempe forsamlingsloftet. I udkastet er der en model, hvor det indendørs forsamlingsloft hæves fra fem til ti personer, og det udendørs forsamlingsloft hæves fra ti til 20 personer fra 21. april.