Flere danskere har i løbet af weekenden modtaget falske SMSer, der tilsyneladende er sendt fra Testcenter Danmark (TCDK), skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.
»Der er tale om såkaldte smishing-beskeder, hvor nogen udgiver sig for at være Testcenter Danmark. Formålet er at franarre folk personlige oplysninger,« siger faglig direktør for TCDK Anne-Marie Vangsted i pressemeddelelsen:
»Derfor vil vi gerne opfordre borgerne til at være ekstra opmærksomme. De skal ikke reagere på SMS-beskeder, hvor de bliver bedt om at uploade et billede af nøglekortet til deres NemID eller bestille en covid-19-test.«
»Smishing« er SMS-versionen af de såkaldte »phishing-mails«, der er en form for snydebeskeder, som vil forsøge at lokke modtageren til at foretage sig en eller anden handling.
Hvis man bliver inviteret til få taget en covid-19-antistofprøve eller covid-19-virusprøve, så sker det altid via ens e-boks eller et fysisk brev.
Med andre ord vil TCDK aldrig indkalde via SMS, og det skal modtagere være opmærksomme på.
På samme måde kan svaret på prøverne kun aflæses på ens personlige profil på www.sundhed.dk eller ved, at man kontakter sin egen læge, oplyser SSI.
Hvis man bliver testet positiv for covid-19, vil man desuden blive ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed.