Golden Days har dedikeret sine årlige festival til de hedengangne, de nutidige og morgendagens »Queens«. Blandt andet i festivalens monument, vil jeg kalde det, »50 QUEENS«, der står og knejser omkring Krinsen på Kongens Nytorv frem til 18. september. Jeg så det første gang fra balkonen på Det Kongelige Teater, hvor det foldede sig viljestærkt ud, som én samlet hvid skulptur med sine 50 søjle.

Bjarke Ingels hold fra BIG og Kunsthal Charlottenborg har på sympatisk vis opført og dedikeret de 49 af søjlerne – eller skal vi sige piedestalerne – til visionære og oversete kvinder, som vi gennem tiden skulle have hyldet på niveau med deres mandlige modstykker, der har fået hver deres statue. Derudover indgår en blank sølje, som vi kan foreslå til en kvinde, vi synes mangler.

Men for at øjne navnene på kvinderne, skal man helt ned på hug, hvor de er skrevet ved søjlernes fod med en tilhørende QR-kode, vi skal fange for at læse mere om hver kvinde, hvilket ikke ret mange af os ærligt talt får gjort. Og giver man dem et let puf, ja så ville de tilte, for de er lavet af billig krydsfiner.

Pyt med det sidste. Set i lyset af, at der i København er flere statuer af dyr end af navngivne kvinder, er det et ædelt initiativ, på én samlet plads én gang for alle at pege på det væld af kvinder, der ikke har fået den hyldest i det offentlige rum, de skulle have haft.

I en tid, hvor vi vælter statuer, mener kritikere, at det er forældet tankegang at forsætte med at opføre statuer, men det er jo faktisk lige netop det, det her værk IKKE gør. Det peger blot på alle de kvinder, der er blevet usynliggjort i danmarkshistorien, ja nærmest malet over med en hvid pensel – som har nogen ønsket at udslette deres bedrifter. Asta Nielsen, Bodil Koch, Dea Trier Mørch, Sonja Ferlov Mancoba og så videre. Til gengæld ville det have været fedt, hvis der havde været et foto og tekst, om deres betydning … på bagsiden, så det ikke ødelægger det hvide udviskede udtryk!