Godmorgen! S-ordfører advarer i dag mod »herskerattitude« og »dominansadfærd« blandt en gruppe af medborgere. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Det kan godt være, at Donald Trump er elsket blandt Republikanerne. Men primærvalgene i Iowa og New Hampshire viste også, at han har en svaghed, skriver Berlingskes USA-korrespondent Jacob Heinel i denne analyse.
Helt nye tal viser, at Nordic Waste kun rensede en mindre del af al den jord, som virksomheden fik ind. Det er i strid med, hvad politikere blev lovet på et møde for et år siden.
Enhedslistens tidligere politiske ordfører er nu kørt i stilling til at blive formand for Coop. Og det undrer erhvervsmanden Lars Fournais, der tidligere var kandidat til posten.
Karina Husted forsker i, hvordan vi forebygger livsstils- og aldersrelaterede sygdomme. Og hun har fundet frem til ni markører, der viser vores biologiske alder – flere kan du selv måle.
Tre unge, dovne mænd blev fundet døde og stivfrosne i en topforskers baghave. Selv siger han, at han måske sov i to hele døgn. Mysteriet vækker opsigt i USA, skriver Berlingskes Poul Høi.
Dagens vigtige: »Islamisme, fundamentalistme og herskerattitude« er farligere end ureguleret kapitalisme

Islamiske, fundamentalisme og herskerattitude er farligere end ureguleret kapitalisme, og på niveau med klimaforandringer.
Det mener Socialdemokratiets nyudnævnte udlændinge- og integrationsordfører Frederik Vad.
Det siger han i et interview med Berlingske, hvor han særligt advarer mod en »herskerattitude« og »dominansadfærd«, som en gruppe indvandrere fra særligt Mellemøsten og Nordafrika ifølge den fremadstormende Socialdemokrat udviser på daglig basis flere steder i samfundet.
Den mildest talt bekymrende adfærd har mange ansigter, og viser sig blandt andet, når muslimer i Danmark afviser og protesterer mod fakta eller handlinger, der ikke passer ind i deres verdensbillede, eller når »unge gutter« bevist fylder hele fortorvet.
»Nogle grupper, som bekender sig til en bestemt kultur med rod i Mellemøsten og Nordafrika, er bærere af en dominansadfærd og en herskerattitude, der blandt andet bunder i islam og den kultur, de er en del af,« siger Frederik Vad Nielsen til Berlingske.
Frederik Vad har tidligere været formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og han anerkender, at han over de seneste år har rykket sig i sit syn på udlændingepolitikken.
Han mener dog ikke, at han er rykket til højre.
Ifølge ham er der nemlig »ikke noget mere venstreorienteret end at bekæmpe herskerattitude, frihedsfjendskab, religiøs social kontrol og kulturelle dogmer.«
Frederik Vad mener desuden, at det er en bunden opgave, hvis man skal bibeholde et funktionelt Danmark.
Og selvom udlændingespørgsmålet tidligere har splittet Socialdemokratiet, er han overbevist om, at der denne gang er enighed om det.
Dagens Salon
Der kan komme krig i Danmark. Verdenssituationen er vendt, og risikoen er der. Men det danske forsvar er absolut ikke beredt, hvis dagen skulle komme. Det mener Mikkel Andersson, der er chefrådgiver i Liberal Alliance og gæst i denne uges »Østergaards salon«.
Med i studiet er også Mia Amalie Holstein, der som stifter af Rahbeks Højskole har et klart budskab: Samfundsborgeren er død. Det idéudviklende individ har måttet lade pladsen for almen-viljen, og normer styrer nu over lov.
Lyt til »Østergaards salon« her.
Fik du læst?
Fertilitet | Fertilitetslægen Peter Humaidan var selv barnløs i ni år. Her er hans fem råd til at styrke sædkvaliteten hurtigt.
Svigt | En skole i København er ramt af grov vold og personaleflugt – og en gruppe lærere beskylder skolelederen for overforbrug, sexisme og aggressiv adfærd.
Hjemmearbejde | Hjemmearbejde har taget verdens arbejdspladser med storm. Men vi er gået »baglæns« ind i den nye arbejdsform, og derfor ser vi nu en række udfordringer, mener en professor.
Lige nu
Rusland beskyldte Ukraine for at have skudt et russisk transportfly ned med to missiler tidligere på ugen i den russiske region Belgorod. Det afviser Ukraine, og FN kunne i nat dansk tid ej heller bekræfte den russiske påstand. Den sag følger Berlingske fredag.
Ligesom vi følger interviewet med Frederik Vad til dørs og holder et skarpt øje på begyndende politiske drøftelser relateret til Nordic Waste-sagen.
God dag!
Venlig hilsen
Rasmus Bragh Schulz, journalist
Tidligere stod der i en mellemrubrik i denne artikel, at Frederik Vad mente, at indvandrere er lige så farlige som klimaforandringer. Dette er der ikke dækning for, og mellemrubrikken er derfor ændret. Berlingske beklager fejlen.



