Københavnsk skole er ramt af grov vold og personaleflugt. Lederen beskyldes for »aggressiv, udstillende og nedladende« ledelse

En gruppe lærere beskylder i to breve lederen for overforbrug, sexisme og aggressiv adfærd i konkrete episoder. Skolelederen erkender skolens problemer, men lægger vægt på, at der er dialog i gang. Både forvaltningen og skolebestyrelsen står bag ham. 

Skoleleder Søren Friis beskyldes af en gruppe medarbejdere for at svigte som leder. Selv lægger han vægt på, at uenighederne er ved at blive udbedret. Arkivfoto: Rune Øe

Det er ikke småproblemer, som elever, forældre og personale må trækkes med på en af de største skoler i København. Fagligheden halter. Økonomien sejler. Miljøet er så voldeligt, at lærere siger op, og forældre frygter alvorlige fysiske og psykiske mén hos deres børn. 

Og i to hidtil ubeskrevne breve fra en gruppe af skolens lærere beskriver personalet alvorlige anklager og udtrykker mistillid til skolens leder på en lang række punkter.