Skudt ned efter bogreception: Her er bogens fortælling om Nedim Yasar

I bogen »Rødder – en gangsters udvej« får man indblik i pædagogstuderende og radiovært Nedim Yasars opvækst og vej ind i og ud af bandemiljøet. Mandag aften blev han skudt på vej væk fra sin egen bogreception.

Nedim Yasar blev mandag skudt, da han forlod receptionen for sin bog, der netop er udkommet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix

Første kapitel i Nedim Yasars nye bog hedder »Du skal dø!«.

Bogens alvor cementeres ved et skyderi ved Hejrevej mandag aften. Københavns Politi oplyser på Twitter, at det netop er den tidligere bandeleder og nuværende radiovært Nedim Yasar, der blev skudt. Han blev skudt efter at have deltaget i sin egen bogreception i det københavnske nordvestkvarter. Tirsdag middag døde han af sine kvæstelser.

Bogen »Rødder – en gangsters udvej« udkommer officielt i dag, og i forordet til bogen skriver Nedim Yasars medvært ved Radio24syv og forfatter til bogen, Marie Louise Toksvig, at han både var nervøs, da han i maj 2016 for første gang medvirkede i »Politiradio« på Radio24syv, og da han besluttede at fortælle sin historie i bogen.

Han var bekymret for hævn og straf fra det kriminelle miljø, han har forladt. Det er snart fem år siden, han besluttede at vende tilbage til det almindelige samfund.

Bogen fortæller om Nedim Yasars vej ind i bandelivet, hvor han blev leder af banden Los Guerreros og tjente hundredtusindvis af kroner på at sælge hash – og hans vej ud igen. I bogens forord italesættes det, at der ikke sættes navne på personer og bander.

Det første kapitel i bogen, »Du skal dø!«, tager udgangspunkt i en episode i august 2017, hvor bandekrigen i København fyldte aviser og TV-udsendelser. Nedim Yasar optrådte i flere medier med sin viden om miljøet. En nat hamrede det på døren.

Da Nedim Yasar åbnede sin hoveddør, stirrede han ind i et par opspilede øjne og hørte ordene: »Du skal dø. Du er død, mand!« mens en maskeret mand forsøgte at stikke ham ned med en kniv. Det lykkedes til sidst at få smækket døren i, og manden løb sin vej. Bagefter følte Nedim Yasar sig egentlig ikke bange, står der i bogen:

»Han havde jo hele tiden vidst, at den her dag ville komme. At angrebet ville komme.«

Han havde tidligere sovet med en kniv ved hovedpuden. Men ikke længere.

Grantoften

Nedim Yasar kom til Danmark fra Tyrkiet som fireårig i 1991 med sin mor og sin lillebror. Her blev han genforenet med sin far, som han ikke havde set, siden han var et år gammel. Der gik kun en uge, før »drømmen om et lykkeligt familieliv splintredes«, som der står i bogen. Efter en uge begyndte faderen at være voldelig over for moderen.

Nedim Yasar voksede op i Grantoften i Ballerup, hvor han som dreng lærte, at man er stikker, hvis man hjælper politiet, og hvor han indimellem så betjente på jagt efter kriminelle. For Nedim Yasar selv blev det en sport at spurte af sted fra politiet gennem smutvejene i kvarteret. Allerede som 11-årig vidste han, at han ville være gangster.

Farens vold tog til, og en dag fik moren skiftet låsen. Fra den ene dag til den anden var faren væk. Først flere år senere fandt forældrene sammen igen, da Nedim Yasar var ung teenager.

Skolen interesserede ikke Nedim Yasar, og hans modvilje mod lektier og lærere blev kun større med årene. Han sakkede bagud, og jo dummere han følte sig i timerne, jo grovere opførte han sig over for klassekammerater og lærere.

Han kæmpede for at blive en del af et fællesskab og for at få anerkendelse på anden vis. I 8. klasse blev han smidt ud af skolen, og da han blev sendt på efterskole på Bornholm, samlede han en gruppe elever med indvandrerbaggrund, og sammen kaldte de sig for Black Mekka. Herefter ledte han efter »fjender« på skolen, som han kunne udfordre. Han kom hurtigt tilbage til Grantoften.

Kriminel

I bogen »Rødder – en gangsters udvej« fortæller Nedim Yasar om sin grove opførsel. De ydmygelser, han udsatte andre for. De overfald. De ting, han stjal.

Som ung teenager begyndte Nedim Yasar at sælge hash for en pusher. Han solgte også tyvekoster videre. Han uddelte dummebøder. Kort før sin 18-års fødselsdag fik han en dom for vold. 30 dages betinget fængsel. Hans 19-års fødselsdag blev fejret i arresten under varetægtsfængsling.

Siden blev han kontaktet af en gammel kending. Han blev bedt om at møde op i en rockerklub. I stedet for at blive prøvemedlem endte Nedim Yasar med at blive leder af en støttegruppe til rockerklubben.

Som 20-årig levede han et dobbeltliv som dybt kriminel med kæreste og forskellige job. De følgende år var han et velkendt ansigt for politi og fængselsvæsen.

En vej ud

I 2011 lavede han en rygerklub, hvor der skulle være tryg loungestemning. Her begyndte han gradvist at føle sig som direktør i et rigtigt firma. Han kunne næsten glemme, at hans forretning var ulovlig, står der i bogen »Rødder – en gangsters udvej«. En idé om at uddanne sig til elektriker tog også form under et af flere fængselsophold.

Som årene gik, så han skyggesiderne ved sin kriminelle tilværelse. En konflikt afløste den næste. En bekendt blev dræbt. Der var paranoia og frygt. Rutinen i fængslet. Den stigende ærgerrighed. Grovhed. Kort lunte. Og så fik han selv en søn.

Nedim Yasar blev træt af sig selv.

Han var i fængsel igen, da han valgte at gå ind i et bande-exitprogram. Han blev kaldt stikker af en medindsat rocker. Hjemme igen fik det konsekvenser. Han blev opsøgt og truet af tidligere venner. Han kunne ikke være i Ballerup. Truslen mod ham var ifølge politiet alvorlig.

Kommune og politi hjalp ham til skiftende lejede sommerhuse langt væk. Her kom kommunens medarbejdere på besøg for at afklare, om Nedim Yasars plan om at tage en pædagoguddannelse var realistisk. Han ville gerne arbejde med unge, der var på vej ud i problemer.

Udsigten til en fremtid

Nedim Yasar skulle først gennemføre 10. klasse på VUC. Så to år på HF, før han kunne starte på pædagogseminariet. Det var den mest langsigtede plan, han nogensinde havde haft i sit liv. Først skulle han dog afsone endnu en straf. Han var 25 år, da han kom tilbage bag tremmer og samtidig begyndte at læse.

Som 26-årig forlod han Horserød Fængsel og begyndte et nyt liv. Han læste 10. klasse og havde en søn på halvandet år. Nu skulle han lære at gebærde sig inden for lovens rammer. Han savnede sin familie og sine gamle venner. Han savnede respekten og festerne og pengene. Men han holdt fast.

Gennem sin kontaktperson ved kommunen endte han med at holde et oplæg om sit liv. Det blev til flere oplæg. Oplæg blev til interview. Interview blev til en værtsrolle på programmet »Politiradio« på Radio24syv. Han fik en ny kæreste, han fik nye venner, han fik bedre kontakt til sin familie igen.

»Det føltes, som om hans fremtid for alvor var kommet i gang,« lyder det afslutningsvis i bogen »Rødder – en  gangsters udvej«.