Godmorgen.
For en del politikere har morgenens første tanker nok kredset om, hvorvidt Inger Støjberg er værdig til at fortsætte i Folketinget efter gårsdagens historiske fængselsdom.
Det er ikke kun i Rigsretten, der er høj bølgegang disse dage. Statens Serum Institut offentliggjorde i går aftes, at smittetallene for coronavirus kan nå op på 10.000 om dagen, og at omikron forventes at blive dominerende inden for en uge.
For bare tre uger siden anede verden ikke, hvad omikron var.
Ny variant kan fylde næsten 100 procent juleaften
Om et par dage vil omikronvarianten stå bag 50 procent af alle nysmittede med coronavirus i Danmark, og juleaften vil den stå bag 97 procent af de nysmittede. Sådan lyder buddet fra den USA-baserede danske økonomiprofessor Peter R. Hansen, der tidligere med succes har foretaget coronafremskrivninger,
»Pandemimatematiker« på Roskilde Universitet Viggo Andreasen og professor i dna-sekventering ved Aalborg Universitet Mads Albertsen er grundlæggende enige i estimaterne. Sidstnævnte siger:
»I de seneste tre uger vi set en fordobling af omikronsmitten i Danmark hver anden eller tredje dag. På den baggrund ligger det i kortene, at omikron vil stå bag halvdelen af al nysmitte allerede senere i denne uge.«
Læs historien her.
Rigsrettens dom er vand på blå bloks mølle
Venstres folketingsmedlemmer ånder lettet op over rigsrettens dom over Inger Støjberg, vurderer Berlingskes politiske analytiker Bent Winther.
Han skriver: »tilfredsheden med dommen i de blå partier skyldes ikke kun, at en frifindelse ville have foræret Inger Støjberg et uudholdeligt martyrium, som kunne have sået alvorlig splid i Venstres egne rækker med kritik af formand Jakob Ellemann-Jensen.«
Tilfredsheden skyldes især, at blå blok kan bruge rigsrettens afgørelse til at rette skytset mod statsministeren:
»Hvis Støjberg skulle for en rigsret, som endte med, at hun mandag blev dømt med piber og trommer. Så skal Mette Frederiksen samme vej. Konsekvenserne af hendes mulige brud på loven er langt større. Alt andet er hyklerisk, lyder argumentationen, som der i de kommende måneder vil blive skruet op for. Den blå strategi er selvfølgelig politisk, men mandag fik den en ny klangbund i det juridiske.«
Læs hele analysen her.

Milliarderstatning til 260 misbrugte piger og kvinder
Fem års juridisk kamp er slut mellem 260 misbrugte gymnaster og den amerikanske landsholdslæge Larry Nasser
De 260 misbrugte og krænkede piger og kvinder får tilsammen ca. 2,5 milliarder kroner i erstatning.
Der er tale om et af de højeste beløb, der nogensinde er udbetalt til ofre for seksuelle overgreb. Stjernegymnasten Simone Biles har stået i spidsen for de misbrugte gymnaster.
Larry Nassar blev i 2017 idømt 60 års fængsel for besiddelse af materiale af overgreb mod børn. Året efter fik han to nye domme på henholdsvis 125 og 175 års fængsel for at have forgrebet sig på flere hundrede amerikanske gymnaster.
Det er det amerikanske gymnastikforbund, USAs olympiske komité (USOPC) og de to organisationers forsikringsselskaber, der er erstatningspligtige.
Læs historien her.
Profit er ikke nok. Nu skal virksomheder have et større formål
Det er ikke længere nok at skabe profit og vækst, hvis man vil være en succesfuld virksomhed. I dag bliver succesen også målt på bæredygtighed, diversitet og en lang andre parametre, som grundlæggende har ændret virksomhedernes rolle i samfundet.
I Berlingskes Toplederpanel svarer 89 procent af 134 topledere, at danske virksomheder i dag har et større ansvar over for samfundet end tidligere
Det undersøger Berlingske i en ny artikel- og podcastserie kaldet »Succeskriteriet«
Majken Schultz, ph.d. og professor i ledelse og organisation ved CBS, fremhæver, at hele tendensen er blevet særligt forstærket af klimadagsordenen.
»I 1980erne talte man om shareholder value, altså profit for aktionærerne. Så talte man om stakeholder value, altså værdi for ngo'er, medarbejdere, lokalsamfund og så videre. Nu er der en tredje bølge, hvor man kigger på virksomhedernes større bidrag til verden, som nogle kalder deres purpose (formål, red.),« siger hun.
Læs om udviklingen her.