Seks ansatte på Trumps kampagnehold smittet med coronavirus

Forud for aftenens stort anlagte vælgermøde i Oklahoma er seks ansatte på Trumps kampagnehold testet positive for covid19.

Tusindvis af tilskuere har ventet i kø - nogle i flere dage - foran kongrescentret i Tulsa. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI BRENDAN SMIALOWSKI

Seks ansatte i præsident Trumps kampagnestab er blevet testet positive for covid19.

Det oplyser en talsmand for Donald Trumps kampagne ifølge CNN.

De seks personer var en del af det hold, der skulle forberede aftenens stort anlagte vælgermøde i byen Tulsa i Oklahoma, hvor 19.000 tilskuere ventes at se USA's præsidents første vælgermøde i næsten fire måneder.

Et vælgermøde, der ifølge præsident Trump formelt vil skyde hans valgkamp forud for præsidentvalget i november i gang.

»I henhold til sikkerhedsprotokollerne testes kampagnepersonalet for covid19 inden arrangementer. Seks medlemmer af det forberedende team blev testet positive ud af hundreder af test, der blev udført, og karantæneprocedurerne blev øjeblikkeligt implementeret,« skriver Tim Murtaugh, kommunikationschef for Trump-kampagnen, i en skriftlig kommentar.

»Ingen covid19-positive medarbejdere, eller nogen i deres umiddelbar nærhed, vil være til stede ved dagens vælgermøde eller nær deltagere og politikere. Som tidligere bebudet får alle tilskuere temperaturtjek, inden de går gennem kontrollen, hvor de desuden får udleveret armbånd, ansigtsmasker og håndsprit,« siger Tim Murtaugh.

Frygt for virus

Netop frygten for coronavirussen har været heftigt debatteret forud for aftenens vælgermøde. Oklahoma og i særdeleshed Tulsa har de seneste uger oplevet kraftigt stigende antal smittede.

Både de nationale og lokale sundhedsmyndigheder har udtrykt bekymring over smitterisikoen ved arrangementet og anbefalet, at vælgermødet blev udskudt, men Trump har afvist bekymringerne. Det er op til tilskuerne selv, om de vil bære masker ved arrangementet.

Alle deltagere skal dog underskrive en samtykkeerklæring, hvor de friholder præsident Donald J. Trump og hans kampagne for ansvar, såfremt de skulle blive smittet.

Vælgermødet sparkes i gang klokken tre i nat dansk tid og bliver efter planen de kommende uger fulgt op af arrangementer i både Alabama og Arizona.