Er du ikke så heldig at have fri i dag, kunne det være, du skulle overveje at overtale chefen til at holde tidligere fri.
I hvert fald er der i dag mulighed for at vaske tøj, sætte opvaskeren i gang eller elbilen i opladeren til noget lavere priser, end vi efterhånden har vænnet os til.
Mellem klokken 14 og 15 koster strømmen nemlig lige nøjagtigt nul kroner. Det viser data fra elbørsen Nord Pool ifølge DR Nyheder.
Den billige strøm skyldes blæsevejr i store dele af Europa.
Det fortæller Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent og energianalytiker hos brancheorganisationen Green Power Denmark, til Berlingske.
»Prisen er lav, fordi det blæser rigtig meget i Nordeuropa i disse dage. Det kan de også mærke på prisen i Sverige og Tyskland,« forklarer Kristian Rune Poulsen.
»Man skal ikke stoppe med at spare, for vi er ikke ude af energikrisen endnu. Men man kan få ordnet nogle af de projekter, der kræver meget strøm. Det er nu, du skal sætte kogevasken over,« tilføjer han.
Berlingske beskrev i går, at elpriserne onsdag generelt ser ud til at blive lavere, end hvad vi har set i lang tid, og holde en gennemsnitspris på lige under to øre pr. kilowatt-time.
Selvom prisen for ren el er 0 kroner mellem klokken 14 og 15, skal man dog stadig betale omkring en krone og 40 øre i transport og afgift.
Energianalytiker Kristian Rune Poulsen regner med, at vi i løbet af efteråret generelt får lavere elpriser, fordi det typisk blæser mere.