S-folketingskandidat efter mistillid fra bestyrelsen: »Jeg vil holde fast i min holdning«

Efter en kommentar på Facebook om en partikollega, der har valgt at få et donorbarn alene, risikerer Socialdemokratiets Simon Simonsen at miste sit folketingskandidatur. Han mener, det er svært at tage denne politiske diskussion, uden at nogen bliver stødt.

dghndtghn
Den socialdemokratiske folketingskandidat Simon Simonsen har den seneste uge været i en mediepolitisk storm, efter at han er kommet med kritiske udtalelser om sin partifælle Joy Mogensen, der er borgmester i Roskilde Kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Howalt Andersen/Socialdemokratiet/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiets Simon Simonsen mener ikke, at han har angrebet en partifælle, men at han har kritiseret solomødre.

Sådan siger han, efter at et opslag på Facebook har fået hans kandidatur til Folketinget til at vakle. Et flertal i Socialdemokratiets kreds Indre By og Christianshavn har udtrykt mistillid til Simon Simonsen, efter at han har skrevet kritisk om aleneforældre med et link til en artikel om borgmester i Roskilde Kommune Joy Mogensen (S), der er gravid og har valgt at få et donorbarn alene.

»Ulykkeligt, at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er blevet et personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering,« lyder opslaget indledningsvist.

Længere nede skriver han: »Flere og flere kvinder bliver soloforældre, og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner, når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd, der er barnløse, og det tal er stigende.«

Simon Simonsen har siden beklaget, at der »røg en finke af panden«. Nu skal en ekstraordinær generalforsamling inden for ti dage tage stilling til hans kandidatur.

Etiske spørgsmål imod partilinjen

»Jeg vil fastholde, at man skal have lov til at rejse spørgsmål af etisk karakter, der nogle gange er imod partiledelsens holdning. Min holdning er, at alle børn har ret til at vide, hvem deres mor og far er. Danmark er det eneste land i hele verden, der forholder sig skævt i forhold til Børnekonventionen på denne måde. Konventionen siger, at børn bør kunne få kontakt til deres mor og far, så jeg synes ikke, jeg har et kontroversielt synspunkt,« siger han.

Kredsformand Carlo Søndergaard (S) siger til Ritzau, at det ikke er Simon Simonsens holdning, der er problemet, men hans retorik. Til det siger Simonsen:

»Vi lever mere og mere individuelt. Vi bor, spiser og har børn mere og mere alene. Skilsmissetallet i Danmark er det højeste i hele Europa.«

Så du vil ikke ændre din retorik fremadrettet?

»Jeg vil holde fast i min holdning. Vi bliver mere og mere alene i det samfund, vi laver. Vi kæmper ikke for fællesskabet og sammenholdet. Vi kæmper ikke for, at donorbørn kan kende deres far. Alle børn kommer af en mor og far. Og børn, der ikke har kontakt til deres forældre, oplever et kæmpe hul indeni. Vi hjælper ikke unge mennesker til at kunne stifte familie og få børn og få barsel og have et rummeligt arbejdsmarked. Det er kernen i hele min argumentation,« svarer Simon Simonsen.

»Et uhørt angreb på en kollega«

Hvad mener du så med, at der er røget en finke af panden?

»Hvis jeg støder nogen personligt, så undskylder jeg selvfølgelig for det. Det har jeg gjort hele ugen igen og igen. Når det er sagt, så kan man ikke være politiker, hvis man ikke tør tage de svære diskussioner,« siger han og tilføjer, at det er svært at tage diskussionen, uden at nogen bliver stødt.

Partileder i Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, har kaldt Simon Simonsens opslag for »et uhørt angreb på en kollega«.

»Om man bliver gravid med hjælp eller ej. Om man er en eller to om at påtage sig forældreopgaven – det er simpelthen ikke op til andre at fælde dom over. Det er der en socialdemokratisk politiker, der har gjort. Det er for mig helt uforståeligt,« skriver hun på Facebook.