Robert De Niro ved præcis, hvordan det føles. Det samme gør Nick Nolte, Clint Eastwood, Mick Jagger og en lang række andre mænd: at blive far i en særdeles moden alder. Mens De Niro var 68 og Mick Jagger 73, havde Nolte og Eastwood »kun« rundet de 66 år. Det siges, at den i dag afdøde skuespiller Anthony Quinn var 81 år, da han blev far.
Også herhjemme bliver flere end nogensinde fædre i en høj alder. I 2018 blev 750 mænd over 50 år fædre. Det er det højeste antal siden 1986, som var det år, hvor man begyndte at registrere nybagte fædres alder – og tal fra Danmarks Statistik siger, at antallet stiger år for år.
Sidste år blev 27 danske mænd fædre, selv om de havde nået folkepensionsalderen og var mellem 65 og 69 år, mens det året før blot var otte i samme aldersgruppe.
Når højst at opleve deres børn blive 23-24 år
»Der er ingen tvivl om, at der for langt de fleste er tale om et yderst velovervejet valg,« siger Svend Aage Madsen, chefpsykolog ved Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.
»Statistisk set vil den gruppe mænd imidlertid højst kunne nå at opleve deres børn fylde 23-24 år, så det bliver jo også en del af de børns virkelighed, at de har deres fædre i kortere tid. For mange børn betyder det meget, at deres forældre stadig lever, når de engang selv får børn. Børnenes mødre vil til gengæld være betydeligt yngre. Valget om at blive fædre så sent bygger meget ofte på et parforhold, der også er velovervejet. Desuden vil det være fædre med en lang livserfaring, og for mange kan det være en stor fordel.«
Så længe fædrene er raske og rørige, ser Svend Aage Madsen ingen problemer i det:
»I forhold til tidligere lever vi både længere og er generelt mere sunde i den sidste del af vores liv.«
Der har gennem tiden ofte været rejst kritik af mænd, der bliver fædre i en sen alder, blandt andet er de blevet beskrevet som egoistiske. Men også det sociale aspekt for børn af ældre fædre har været genstand for en debat, ligesom der er blevet stillet spørgsmål ved, hvorvidt børn overhovedet er tjent med ældre fædre, som dør inden for en kort årrække, uagtet at fædrene går »all in«, mens de er i live.
En stor del af forklaringen på, at flere mænd bliver fædre i en sen alder, er ifølge Svend Aage Madsen, at næsten halvdelen af alle ægteskaber opløses, og at flere går ind i nye forhold med en kvinde, som de også gerne vil have børn med. Og mens der er åbenlyse psykologiske og medicinske argumenter for at lade være, kan der også være fordele ved at være – og have – en ældre far, påpeger eksperten:
»For nogle er motivationen større, end da de var yngre. Når man er i begyndelsen af et langt arbejdsliv, kan man ikke i samme grad selv bestemme så meget over rammerne og tiden, mens der senere ofte både er bedre ressourcer og mere overskud til at vælge den form for tilværelse, der passer med et liv, hvor der også er småbørn,« siger Svend Aage Madsen.
Andre er mere forbeholdne og peger på det problematiske i at blive far i en sen alder. Ifølge psykologen John Aasted Halse, der er tidligere formand for Børns Vilkår og tidligere medlem af Børnerådet, kan der for et barn ligge en form for tab i at have en ældre far.
»Man kan ikke yde det samme, og man har ganske enkelt ikke den samme energi, når man er 65 år, som hvis man er i begyndelsen af 30erne. Jeg har meget ofte hørt bedsteforældre sige, hvor stor en gave, det er at få børnebørn, men også hvor vidunderligt det er at vinke farvel til dem igen, når de har haft besøg af børnebørnene et par dage, alene fordi man bliver hurtigere træt,« siger John Aasted Halse.
»Et andet aspekt er, at hvis du får børn, når du er 55-60 år, så har du ikke dine børn så længe. Det er en vigtig betragtning at tage med ikke mindst fra barnets perspektiv. Risikoen for, at du ligger »six feet under«, når barnet skal konfirmeres er statistisk set større, når du bliver far i en høj alder.«
Ifølge John Aasted Halse er det ikke usædvanligt, at et par med en ældre far og en betydeligt yngre mor laver en aftale om, at det er moren, der står op og natten, når barnet endnu er lille.
»Det kræver noget overskud med mindre børn, og måske er parret forinden blevet enige om, at det er moren, der tager det største slæb i de første par år. Men for farens vedkommende går der derved noget tilknytning tabt til barnet, og måske reduceres han til en slags legeonkel. Tilknytning mellem forældre og børn og i det hele taget mellem mennesker bliver også skabt og styrket i de momenter, hvor der er modgang, og hvor det kan være svært.«
