Hvad vil de andre forældre og børn mon tænke? Vil de tro, han er en bedstefar den dag, han skal følge sin datter i skole for første gang? Og hvor gammel vil han egentlig være, når datteren bliver konfirmeret?
Det er nogle af de tanker, som filmkritikeren, forfatteren og digteren Bo Green Jensen gør sig i månederne efter, at han har fået at vide, han skal være far i en alder af 56 år. Men det føles rigtigt. Der er ingen gusten fornemmelse, ingen isnen ned ad ryggen, kun glæde og forventning, husker han.
Alle hans helte er typisk ti år ældre end ham selv eller lidt mere. Flere af heltene har kun opnået at blive 70, David Bowie blev 69, mens en privat ven for et par år siden døde i en alder af 71.
»Man bemærker den slags, når man selv kommer op i årene. Døden bliver noget, der kommer til at fylde mere i en samtale. »Har du set, at den-og-den er død? Det bliver vigtigt at bruge dagene. Vi har kun det her ene liv, og det er blevet mere og mere afgørende for mig at bruge én dag ad gangen,« siger Bo Green Jensen.
Fremtiden er der ikke længere
Hans egen far blev kun 44 år, og ironisk nok mener Bo Green Jensen, at det er et af de stærkeste argumenter for, at det er i orden at blive far i en sen alder. Ungdommen er ingen forsikring for, at man ser sine børn vokse op. Så derfor kan man lige så godt skænke sine børn livet. Også selv om han på forhånd ved, at han formentlig forsvinder, før hans yngste datter bliver voksen.
Han husker tydeligt det øjeblik, hvor han som 56-årig fik at vide, at han skulle være far igen.
»På det tidspunkt boede vi på Frederiksberg, og jeg sad sent om aftenen og skrev. Så kom Frederikke ind og spurgte mig om, hvor mange streger det er, der skal være på en graviditetstest. Vi blev enige om, at det nok var to streger, selv om vi jo godt vidste det, for graviditetstesten var ikke den første. Og lige dér kan jeg huske, at jeg nåede at tænke nogle ting lynhurtigt igennem. Mest om det føltes rigtigt. Det kunne jeg med det samme mærke, at det gjorde.«
Nu har han skrevet bogen »En kugle af liv«, som han har dedikeret til datteren Ava. Bogen er netop udkommet og er en opsamling med 42 snapshots af begyndelsen på en barndom. Sin yngste datters barndom. I næste måned fylder Ava syv år, og selv har han rundet 63. Ud over at være far til Ava har han også døtrene Rose på 15 og Laura på 26 fra to tidligere ægteskaber. Hans kone Frederikke er 19 år yngre.
Hvis der er noget, jeg tænker om alder, er det, at man er så gammel, som man selv gør sig til. Forstået på den måde, at man først og fremmest er sig selv og dernæst sin alder.Bo Green Jensen
Bo Green Jensen har inviteret indenfor hjemme i Snekkersten. Oppe fra husets første sal høres lyden af høje lyse pigestemmer og fødder, der tripper let hen over gulvet. Om lidt skal Ava og hendes veninde Liva til svømning. Og torsdag er dagen, hvor han følger hende til ballet i Ordrup.
På væggen nede i stuen hænger en gigantisk grafisk kunstplakat indrammet i sort og fra et andet liv, en anden tid. »Café Victor 1982 – Bo Green Jensen« står der under billedet af en yngre fyr med halvlangt hår. Plakaten illustrerer de årtier, der er gået, siden han var ung lyriker – og i faralderen, som den normalt defineres.
»Dengang kunne man leve af at være lyriker, men meget har ændret sig. Ikke mindst mig selv. Noget af det væsentligste er, at man som yngre lever med en uendelig mængde af fremtid. I dag er hverdagen kommet til at betyde meget. Også de tidspunkter, hvor jeg kan være helt oppe i et kosmisk lag og se klart ned på tingene, mens jeg samtidig sidder og tænker, at jeg også skal huske at købe mælk og yoghurt.«
De døde er her, så længe nogen husker dem
For nylig var Ava med i musicalen »Ild« på sin musikskole i Helsingør, hvor nogle af forældrene til de yngste var med på scenen. Bo Green Jensen var indianerhøvding, der skulle sidde i skrædderstilling og vinke til publikum.
»Det havde jeg det fint med. Jeg synes kun, det er spændende at blive inddraget så meget i skolen, som man gør i dag.«
Indimellem taler Bo Green Jensen med Ava om alder: »Jeg siger »hold da op, tænk, hvor mange år jeg er ældre end dig«, og så regner vi lidt på det.«
Da Ava var fire år, smed hun sig pludselig en dag på gulvet og græd ifølge sin far dybfølt og hjerteskærende med en bekymring, der ifølge Bo Green Jensen var meget konkret.
»Hun var bange for, at hendes mor og far døde, og sagde, at hun ikke ville se skeletter, og da jeg spurgte hende, hvor hun havde set skeletter, svarede hun, at det var i den film, hvor Mickey Mouse er en troldmand. Det viste sig at være »Fantasia«, som hun for nylig havde set sammen med sin storesøster Laura.«
Avas mor lover, at hun aldrig vil dø fra Ava. Og da Ava spørger, hvor de døde bliver af, når de forsvinder, svarer Bo Green Jensens hende, at de døde er her endnu, så længe nogen husker dem.
»Ava elsker historien om min far, som mødte mig på hjørnet af Saltværksvej og Kastrupvej, når jeg gik hjem fra Korsvejens Skole. Ava beder tit selv om at høre den. Min far og mig kunne se hinanden på lang afstand, og han gik i knæ og bredte armene ud, så jeg kunne løbe hen til ham, og han kunne skovle mig op i sin favn. Hvis Ava engang vil huske mig, som jeg husker min far, skal fremtiden nok blive god for hende.«
Tænker du aldrig på din alder i forhold til, at du er 63 år, og din datter er syv?
»Sjældent. Men jeg husker stadig et TV-program, jeg så for cirka 20 år siden med Klaus Pagh, der var blevet far i den alder, jeg har nu. Han fik virkelig med mors hammer i Line Baun Danielsens program »Mors hammer«, og han blev skældt ud for at være egoistisk og den slags. Men hvis der er noget, jeg tænker om alder, er det, at man er så gammel, som man selv gør sig til. Forstået på den måde, at man først og fremmest er sig selv og dernæst sin alder. For mit vedkommende har der kun været positive reaktioner. Jeg har heller ikke hørt noget, når jeg har været henne på skolen med Ava eller fra hendes veninder. Men jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad der bliver sagt, når jeg ikke er der.«
I sit tredje forsøg som far og ægtemand har Bo Green Jensen konkluderet, at han i sin relativt høje alder og med sine mange erfaringer har indset, at intet er rutine. Livet med Ava er nyt, og hans oplevelse af at blive far igen er ny og indimellem stadig famlende.
»Vi bor fem generationer sammen i huset, når også min ældste datter indimellem har boet her. Man skulle tro, det var et værre rod, men det fungerer forbavsende godt. Jeg synes ikke, at man bliver låst fast i sin tid og sin alder. Man hører hinandens musik, låner hinandens sprog, og nogle bytter tøj. Vi bliver, så vidt jeg kan se, både yngre og ældre.«
