Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Robotterne kommer, men hvilke faggruppers job tager de?
Tænketanken DEA har taget et kig i krystalkuglen og set på, hvordan ny teknologi kommer til at påvirke.
Rapporten »Fremtidens arbejdsmarked«, der er udarbejdet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik fra perioden 2011 til 2015, giver et indblik i, hvordan den teknologiske udvikling rammer de i alt 1,8 millioner danskere, som i dag er i job.
Undersøgelsens hovedkonklusion er, at 650.000 kan forvente, at deres job vil ændre sig som følge af nye teknologier.
De brancher, som især vil mærke de teknologiske forandringer, er handel, transport og industri. I praksis vil teknologien over tid dog få konsekvenser for hele arbejdsmarkedet, vurderer en ekspert i fremtidens arbejdsmarked.
Dette betyder dog ikke, at gruppen kommer til at stå uden job i fremtiden.
»Der er ikke noget, som viser, at der vil være færre job, men flere job vil ændre funktion. Jeg plejer at sammenligne det med, at man før kopimaskinen havde en stor skrivestue, hvor mange medarbejdere på skrivemaskine skrev kopier af det samme brev. Den jobfunktion er blevet forandret med computeren, mens nye jobfunktioner er opstået,« siger den administrerende direktør i Tænketanken DEA, Stina Vrang Elias.
Tænketanken DEA arbejder for at styrke uddannelse, forskning og innovation i Danmark. Rapporten har derfor fokus på, hvilken rolle uddannelse spiller, når teknologien gør sit indtog på arbejdsmarkedet, for ikke alle uddannelsesgrupper påvirkes ens.
Konklusionen i rapporten lyder, at personer uden uddannelse eller personer med en erhvervsfaglig uddannelse har høj risiko for, at deres job overtages af robotter. Knap halvdelen, 47 procent, i hver af disse grupper er i risikozonen med hensyn til, at deres jobfunktion nedlægges eller ændres i takt med, at ny teknologi bliver indført.
Teknologien fører dog også gode ting med sig.
»Når ny teknologi anvendes ordentligt, kan det give mere effektive arbejdsgange, hvilket for eksempel kan mindske nedslidning. Det er vigtigt at påpege, at såfremt virksomheder anvender digitalisering på en god måde, så får vi et bedre arbejdsmarked,« siger Stina Vrang Elias, Hun mener, at vi i fremtiden vil se job, som vi endnu ikke kender. Derfor skal man som medarbejder være omstillingsparat.
»Vi kommer til at se jobfunktioner forsvinde og nye opstå, ligesom nogle job bliver sjovere, fordi man skal bruge mindre tid på det rutineprægede.«
Der er dog kompetencer, som vil være centrale, uanset hvilket job man skal udføre.
»Undersøgelser viser, at der i dag er 600.000 læsesvage på arbejdsmarkedet. Det er en udfordring, fordi det er afgørende at kunne læse og skrive. Er man bud, skal man kunne læse vejnavne, og gør man rent, skal man kunne læse, hvad der står på rengøringsmidlerne,« forklarer direktøren for DEA.
Akademikere i kortere stillinger
Akademikere er ifølge rapporten mindre udsatte; kun 14 procent af de personer, der har en lang videregående uddannelse, er i risikozonen for, at robotter og ny teknologi overtager deres job.
Akademikere kan dog blive påvirket af den nye teknologi, mener Katia Dupret, som er lektor på Roskilde Universitet og forskningsleder på et projekt om fremtidens arbejdsmarked med særligt fokus på vidensarbejde. Hun har endnu ikke læst rapporten fra DEA, men siger:
»Digitaliseringen betyder, at vi hurtigt kan få overblik over kompleks viden. Processerne går hurtigere, fordi vi ikke skal bruge så lang tid på at systematisere og finde mønstre selv.«
Katia Dupret mener, at digitalisering kommer til at påvirke finanssektoren, revision, de kreative fag, IT- og konsulentbranchen og sagsbehandling inden for det offentlige.
Industrialiseringen betød, at vi kunne masseproducere varer, i dag kan man customize produkter lige så hurtigt. Virksomheder vil hele tiden forsøge at indstille sig på det omskiftelige marked via teknologien.
»I en organisation skal man hurtigt kunne omstille sig, og organisationen ved lige nøjagtigt, hvor mange medarbejdere der skal bruges den næste måned. Derfor kan man vælge at ansætte i kort tid,« siger Katia Dupret. Hun mener, at vi derfor kommer til at se flere projektansættelser i fremtiden.
Men teknologien kommer også til at stille højere krav i forhold til samarbejde hos de enkelte medarbejdere.
»Når medarbejdere ansættes på forskellige kontraktvilkår, skaber det en ny kultur i organisationen. Ændrede medarbejdersammensætninger og virtuelle samarbejder på tværs af lande stiller højere krav til samarbejdsevner, men også til nye typer af videndeling og afklaring af beslutningskompetencer.«