Restauratører føler sig trådt på og kommer med opråb til kommunen: »Det er et spørgsmål om overlevelse«

Der er udsigt til tabt omsætning og hårde vilkår hen over sommeren, fortæller flere restauranter. I samlet flok forsøger virksomhederne at råbe kommunen op for at give ret til den udvidede udendørsservering, som Indre By får lov at få.

Den udvidede udendørsservering er til stor gene for naboerne, lyder det fra beboerforeninger, der nu i »desperation« har politianmeldt Københavns Kommune for ikke at føre tilsyn med ordningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere restauranter i København frygter for sommeren, der ellers står til at være højsæson og en slags redning for mange.

Nu går flere københavnske restauratører sammen i et opråb til Københavns Kommune for at få en ret, der kun står til at blive serveret for den inderste kerne af restauranter i byen.

Det er retten til udvidet udeservering, som giver restaurationer, cafeer og lignende mulighed for at få udeservering på byens fortove, pladser og parker ved eksempelvis at inddrage parkeringspladser til formålet.

Den ordning trådte med Københavns Rådhus' godkendelse i kraft sidste år, og dengang gjaldt den for samtlige restauranter og cafeer i København. Sådan er det ikke i dag. Nu gælder det kun for områderne Middelalderbyen, Frederiksstaden, Gammelholm og Kødbyen, og det er særdeles skadeligt, fortæller flere.

»Et spørgsmål om overlevelse«

Lars Hylby er talsperson og COO (Chief Excecutive Officer) i Pico Pizza, der har to restauranter på Nørrebro og Vesterbro i København. Fordi de ligger i brokvartererne, kan de ikke få lov at søge om udvidet udeservering. Og det rammer hårdt, fortæller direktøren.

»Den hjælpende hånd havde vi forventet ville komme igen ved den nye genåbning, men der har kommunen så valgt kun at give tilladelse til, at det kan foregå i Indre By og Kødbyen. Det er et kæmpe problem helt på bundlinjeniveau, fordi vi andre stadig står med de samme udfordringer uden at have fået flere muligheder for at tjene pengene hjem,« siger Lars Hylby.

Han og adskillige andre restauratører er underskrivere på et brev til kommunen foranstaltet af brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer (DRC), hvori de beder om retten til udeservering.

Sidste år havde Pico Pizza muligheden for udvidet udeservering. Dengang mener Lars Hylby, at restauranterne optog, hvad der svarer til cirka tre-fire parkeringspladser. Men med de geografiske begrænsninger, som kommunen har lagt, har restauranten ikke længere den mulighed.

»Vi har ikke de samme muligheder, og hvis det her skal ses som en slags coronahjælpepakke, så er det ikke alle, der får del i hjælpen. Det undrer mig enormt meget,« siger han:

»Det ville være en relativt lille håndsrækning fra kommunen, der gør en gigantisk forskel for hele branchen. Det ville betyde sindssygt meget for os. Sidste år betød det alt, og for mange i restaurationsbranchen er det et spørgsmål om overlevelse.«

60 procent af omsætningen

Peter Fredholt er restauratør på Palæ Bar på Ny Adelgade i Indre By. Palæ Bar ligger inden for grænsen, der dikterer, hvornår man må søge om tilladelse til udvidet udeservering. Hans problem er ikke et afslag, men at han siden restaurantens åbning for to uger siden intet svar har fået på sin ansøgning.

»Sidste år var der ikke nogen problemer, der kunne vi godt få den udvidede udeservering,« siger han.

Tror du så ikke bare, det er et spørgsmål om tid?

Palæ Bar i Ny Adelgade i København. Foto fra 2009. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

»Det håber vi da, men vi kan ikke rigtig se, hvorfor der skal gå så lang tid. De har vidst længe, at man ville søge. Jeg forstår ikke, at de ikke kan melde noget ud, så vi kan komme i gang med at tjene nogle penge.«

Er to uger ikke meget naturligt, hvis kommunen har en stor sagspukkel?

»Det kan man måske godt sige, men for mit vedkommende er det to parkeringspladser, der skal inddrages, og jeg har meget svært ved at se, hvorfor det skal tage så lang tid. Det er heller ikke alle, der må ansøge, så der er jo ikke så mange ansøgere længere. Det er allerede meget kritisk for os. Hvis vi ikke får den, må vi lukke ned igen, for vi er afhængige af, at vi også kan sælge udenfor,« siger Peter Fredholt og fortæller, at et nej fra kommunen sandsynligvis ville betyde et tab på 60 procent af omsætningen.

Frygter konkurrenceforvridning

På restauranten Uformel, der ligger i Studiestræde i København, ærgrer og undrer bar- og restaurantchef Martin Bek sig.

Restauranten ligger mindre end et stenkast H.C. Andersens Boulevard, hvor grænsen for den udvidede udeservering går. Med cirka 100 meters afstand til vejen får Uformel altså lige netop ikke del i ordningen.

»Det er rigtig ærgerligt, for det vil betyde rigtig meget for os med de ekstra pladser udenfor om sommeren,« siger Martin Bek.

I 2020 havde Uformel retten til udvidet udeservering, men kunne ikke gøre brug af den, da der var stilladsarbejde foran restauranten. Dengang lærte Martin Bek, hvad ordningen havde at sige for indtjeningen i restauranten, mens han kunne se, konkurrenterne tilsyneladende trives.

»Det er ret konkurrenceforvridende, synes jeg. Vi får det svært i forhold til vores konkurrenter. Sidste år, da vi ikke havde udeservering, havde vi næsten ingen gæster i juli og august, men inde i Kødbyen var der helt fyldt op. Det vil komme til at koste os, hvis vi ikke får udvidet udeservering,« siger han.

Virksomhederne, der sammen med Danmarks Restauranter og Cafeer er afsender på brevet, tæller Hviids Vinstue, Sonny, Restaurant Palægade, Pico Pizza, Restaurant Uformel, Restaurant Heering, Restaurant Formel, Palæ Bar og Bar Deco.