Godmorgen, glædelig søndag og velkommen til ugens sidste nyhedsoverblik.
Selvom kampene i den østukrainske by Bakhmut bliver stadig mere intense, oplyste byens borgmester lørdag, at Ukraines tropper fortsat holder stand.
Herhjemme er står det heldigvis noget mindre dramatisk til. Der kan dog være store mængder sne på vej mod Danmark i den kommende uge, varsler DMI.
I dagens overblik skal vi blandt andet forbi et større interview med Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, og en historie om hævekort til syvårige.
Vi begynder dog ved danske virksomheder, der er begyndt at afholde kurser i blandt andet lqbtq-personer og kønsneutralt sprog.
God læselyst.
Store virksomheder sender chefer på kursus i lgbtq-personer og indfører kønsneutralt sprog
Der er et opgør i gang i dansk erhvervsliv.
Flere store danske virksomheder har iværksat tiltag, som strækker sig fra kurser i kønsneutrale pronominer til kønsneutrale toiletter og meget mere.
Det er den nye normal, og hvis ikke man rider med på bølgen, kan det blive forretningskritisk, mener en fremtidsforsker.
En af de virksomheder, der har taget bølgen til sig, er IKEA i Gentofte. Her er lederne kaldt til kursus, hvor de blandt andet skal få et indblik i lgbtq-personers verden, skabe en forståelse for, hvad konsekvenserne af ikke at føle sig inkluderet er, og hvordan dette kan gøres.
Læs hele historien her hos Berlingske.

Han blev en af valgets største stemmeslugere – nu peger Alex Vanopslagh på blå bloks største problem
Han lægger ikke skjul på, at det lige nu ser svært ud.
Liberal Alliances leder og valgets fjerdestørste stemmesluger, Alex Vanopslagh, er træt af de dystre analyser om en borgerlighed i bundløs krise.
Det er »ret overdrevet«, siger han i et interview til Berlingske om det borgerlige Danmarks nedsmeltning – og fremtid.
»Ingen af os har en klar plan for at få 90 mandater, og vi kan ikke sige, at her er vores statsministerkandidat. Er det ideelt? Nej, men jeg går ikke rundt og har ondt i maven over det,« lyder det.
Læs hele interviewet her hos Berlingske.

Hun gav sin syvårige datter et hævekort og en app til at styre lommepengene: Det har udviklet en ny evne
Knap hver tredje seks- til tiårig har et hævekort, viser en ny rundspørge fra Epinion.
Der er dog delte meninger om, hvorvidt hævekort gavner børns forståelse for penge. Kan børn forstå værdien af digitale cifre lige så godt som klingende mønt?
Det mener Pia Adriansen, at de kan. Hun gav for tre år siden datteren Johanne et hævekort, da hun blev syv år.
»Vi lever stort set i et kontantløst samfund, hvor penge er en abstrakt, digital størrelse. Mange børn møder i tidlig alder digitale penge i computerspil og apps, og derfor har forældre et stort ansvar for at hjælpe børn med at forstå værdien af digitale penge – jo tidligere, jo bedre,« siger hun.
Læs hele historien her hos Berlingske.

Populære ure gør danskere »forfærdeligt bekymrede« og skaber kø hos lægen
Det kan måle dit energiniveau, søvnkvalitet og puls.
Visse ure er i dag meget mere end blot et redskab til at se, hvad klokken er.
Og mens det er positivt, at de mange danskere, der ejer et fitnessur, er begyndt at tage mere ansvar for egen sundhed, har urene også en gevaldig slagside.
For urets data får alt for mange til at slå et smut forbi lægen, skriver Jyllands-Posten.
14 procent af danskerne har således udvekslet sundhedsdata med deres læge inden for de seneste seks måneder, viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv. Det er en markant stigning i forhold til 2018, hvor dette gjaldt tre procent.
Det får nu landets læger til at komme med et opråb – især til dem, der bor i de større byer, hvor problemet ifølge læger er størst: Lad være at opsøge din læge, fordi dit urs sundhedsdata slår ud.
»Der er et segment, der går og monitorerer sig selv, og som bliver forfærdelig bekymrede og kontakter deres læge, når de ikke forstår tallene i deres fitnessure. Dels optager det pladser fra folk, der rent faktisk er syge, dels risikerer vi, at det bidrager til overdiagnostik,« siger Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM.
Læs hele historien i søndagens udgave af Jyllands-Posten.
Der sker i dag
Minister til Kvindekommission: En delegation bestående af folketingsmedlemmer fra blandt andet Ligestillingsudvalget og Udenrigsudvalget deltager sammen med ligestillingsminister Marie Bjerre (V) 5. til 10. marts i FNs Kvindekommissions 67. samling i New York.
Socialudvalget på studietur: Folketingets Socialudvalget er fra i dag og hele uge ti på studietur til Portugal og Schweiz, hvor de skal se nærmere på modeller for afkriminalisering af besiddelse af stoffer, der styrker indsatsen mod stofbrug og afhængighed gennem en målrettet social- og sundhedsfaglig intervention frem for straf.
Kinesisk kongres holder årsmøde: Kinas Nationale Folkekongres (NPC) holder årsmøde til 11. marts. Den Nationale Folkekongres er Folkerepublikken Kinas parlament og det højeste statsorgan og eneste lovgivende hus i Kina.
Parlamentsvalg i Estland: Der holdes i dag parlamentsvalg i Estland.