Politiet anlægger »skarpere kurs« i Nordsjælland og udpeger to hotspots

Nordsjællands Politi vil i højere grad benytte bødeblokken over for de borgere, som ikke overholder myndighedernes anvisninger i forbindelse med covid-19.

Ifølge Nordsjællands Politi er borgere begyndt at slække på overholdelsen af reglerne om afstand til andre og størrelsen på forsamlinger. Her et billede fra det ene af de to hotspots i Nordsjælland, Rungsted Havn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mens Københavns Politi nu har valgt at droppe opholdsforbuddet på Islands Brygge, anlægger kollegaerne i Nordsjællands Politi nu »en skarpere kurs« over for borgerne.

Sådan lyder det fredag i en pressemeddelelse fra politikredsen.

Det vil med andre ord sige, at Nordsjællands Politi i højere grad vil benytte bødeblokken over for de borgere, som ikke overholder myndighedernes anvisninger i forbindelse med covid-19.

Der er ikke tale om opholdsforbud, men det er noget, man »eventuelt vil gøre brug af«, lyder det.

Ifølge Nordsjællands Politi er det generelt gået »rigtig godt med at holde afstand«, men politikredsen har noteret sig, at borgere er begyndt at slække på overholdelsen af reglerne om afstand til andre og størrelsen på forsamlinger.

Chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra  Nordsjællands Politi håber ikke, at opholdsforbud bliver nødvendigt.

»Men hvis det viser sig, at borgerne ikke følger retningslinjerne i forhold til at holde den nødvendige afstand og undgå at være for mange samlet, så er konsekvensen, at man får en bøde,« lyder beskeden.

Politikredsen har udpeget to hotspots i Nordsjælland, der er populære destinationer, når solen står højt. Der er tale om Rungsted Havn og Bellevue Strand ved Klampenborg. Begge steder er der sat skilte op, som opfordrer borgerne til at forlade de to områder, hvis der i forvejen er mange mennesker til stede.

Meldingen om »en skarpere kurs« og skiltene ved de to hotspots bliver fulgt op med øget patruljering både på gadeplan og ved rekreative områder.

Afmærkede felter i København

Fredag oplyste Københavns Politi, at opholdsforbuddet på Islands Brygge ikke bliver forlænget.

Indgrebet skulle hindre spredning af smitte, men det har også medført en del debat. En af de første, der blev ramt af en bøde på 2.500 kroner, var en mor, der opholdt sig på en legeplads med sine to børn.

I stedet vil Københavns Kommune lave afmærkede felter på cirka 40 kvadratmeter, hvor der maksimalt må opholde sig ti personer.

I fredagens pressemeddelelse fra Københavns Politi siger overborgmester Frank Jensen (S), at »alle« ønsker at holde byens åndehuller åbne, men at sundhedsmyndighedernes anbefalinger skal overholdes«.