Politi efterlyser bandemedlem med navn og foto efter flugt

En indsat er flygtet fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse ved en væbnet befrielsesaktion, oplyser politiet.

vito
Politiet er tirsdag aften massivt til stede i området omkring psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus på grund af en »alvorlig hændelse« tirsdag 19. november 2019. (Foto: /Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere

Politiet har sent tirsdag aften offentliggjort navnet på den mand, som de efterlyser efter en flugt fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse.

Onsdag morgen er der intet nyt i sagen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Manden er således fortsat på fri fod.

Efterlysningen bringer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om en 24-årig mand, der hedder Hemin Dilshad Saleh. Han er 183 centimeter høj, almindelig til kraftig af bygning, sort kort hår, brun hud og formentlig fuldskæg.

Hemin Dilshad Saleh. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi/Free Fold sammen
Læs mere

Ser man den pågældende mand eller har oplysninger om, hvor han befinder sig, skal man kontakte politiet på telefon 114.

Man skal ikke selv forsøge at kontakte ham, fortæller politiet.

Ifølge flere medier er Hemin Dilshad Saleh en ledende skikkelse i bangegrupperingen NNV, der har rødder i det ydre Nørrebro i København.

Ved befrielsesaktionen, der skete kort før klokken 17, blev der affyret skud, har politiet oplyst. Ingen blev ramt.

Politiinspektør Kim Kliver fortæller tirsdag aften til TV2 News, at personalet blev truet med et våben, og at der blev affyret skud. Og som følge af postyret lykkedes flugten.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi får hjælp fra de øvrige sjællandske kredse til eftersøgningen af manden samt hans befriere.

Psykiatrien under Slagelse Sygehus rummer blandt andet flere voksenpsykiatriske afsnit, retspsykiatriske afsnit og sikringsafdelingen.

Sikringsafdelingen er en afdeling for de mest behandlingskrævende psykisk syge patienter i Danmark - herunder personer, som er dømt til behandling i forbindelse med straffesager.

Denne afdeling samt de øvrige psykiatriske afsnit er placeret i et område ved siden af resten af Slagelse Sygehus tæt på Vestmotorvejen.

Det er uvist, hvilken af de psykiatriske afdelinger manden er flygtet fra.

De personer, der skal have hjulpet Hemin Dilshad Saleh med at flygte, er også på fri fod.

/ritzau/