20-årig fængslet for medvirken til dramatisk fangeflugt
En mand er søndag blevet varetægtsfængslet for medvirken til bandemedlems flugt fra psykiatrisk afdeling.

En mand er søndag blevet varetægtsfængslet for medvirken til bandemedlems flugt fra psykiatrisk afdeling.

En 20-årig mand er søndag ved et retsmøde i Retten i Nykøbing Falster blevet varetægtsfængslet til den 19. december.
Det skriver TV2 Øst.
Manden er sigtet for at have medvirket til bandemedlemmet Hemin Dilshad Salehs flugt fra psykiatrisk afdeling i Slagelse tirsdag.
Allerede torsdag blev den 20-årige sammen med en 25-årig mand fremstillet i grundlovsforhør, hvor de begge nægtede sig skyldige.
Den ældste blev varetægtsfængslet, men dommeren fandt ikke politiets mistanke mod den 20-årige så underbygget, at han kunne varetægtsfængsles. I stedet fik han sin anholdelse opretholdt i tre døgn.
Søndag er det så lykkedes politiet at finde yderligere materiale mod manden, så en dommer har fundet, at der i hvert fald er en »begrundet mistanke« om, at han er skyldig, som det hedder i retsplejeloven.
Foruden de to mænd sidder en tredje mand fængslet i Hamburg med henblik på udlevering til Danmark.
Hemin Dilshad Saleh, der er en ledende skikkelse i bandegrupperingen NNV, sad varetægtsfængslet i surrogat på den psykiatriske afdeling i Slagelse.
Tirsdag eftermiddag fik han besøg af en person, der angiveligt havde købt kage med til kaffen. Men i kageæsken lå to pistoler.
Mændene truede personalet med pistolerne, og for at understrege alvoren i truslerne affyrede de et skud ned i gulvet. Derefter lykkedes det dem at slippe ud fra sygehuset.
Saleh er mistænkt for sammen med 18 andre at have deltaget i et brutalt overfald i en frisørsalon på Nørrebro i København. Her blev to mænd - den ene medlem af den rivaliserende bande Brothas - udsat for grov mishandling.
/ritzau/