Der var tale om en alvorlig hændelse i Københavns Lufthavn, da en pilot 8. april kaldte mayday over radioen.

Det skriver Havarikommissionen i en pressemeddelelse tirsdag.

Tidligere har Havarikommissionen ikke villet bekræfte et rygte overfor B.T. om, at man havde kaldt mayday. Men nu står det klart, at der var tale om en nødsituation.

»Efter at have benyttet take-off/go-around thrust (TOGA) begyndte flyet ved lav højde at styre mod venstre og hverken klatrede eller accelerede som forventet af flypersonalet, hvilket midlertidigt gjorde det vanskeligt for flypersonalet at fastholde kontrol over flyet« skriver Havarikommissionen i en pressemeddelelse.

Piloten til flyet TP754 fra Lissabon måtte afbryde den første planlagte landing på bane 30 i København omkring middagstid, fordi motor 1, som er den venstre på det pågældende fly, skulle have thrust reverser-lugen låst op, og motor 1 var i 'idle thrust', hvilket betyder, at motor 1 var i tomgang.

I stedet brugte piloten 20 minutter på at få flyet rundt for at gøre et nyt – og vellykket – forsøg på at lande denne gang på bane 22. Her fik flypersonalet kontrol over flyet og fik etableret en opstigning med blot én motor.

»Under opstigningen erklærede flypersonalet en nødsituation ('Mayday') og udførte de relevante tjeklister,« bekræfter Havarikommissionen i pressemeddelelsen.

Der var ingen tilskadekomne blandt de 109 personer ombord på flyet.