PET: Derfor tiltrækkes yngre kvinder af Islamisk Stat

I det seneste år har det primært været yngre kvinder, der er rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at tilslutte sig Islamisk Stat, lyder det i PETs netop offentliggjorte trusselsvurdering. Det er særligt drømmen om en ligesindet mand, der trækker dem, lyder det.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Arkivfoto: Som i PETs tidligere trusselsvurderinger defineres terrortruslen mod Danmark i den netop offentliggjorte redegørelse fortsat som »alvorlig«, og IS udgør den største trussel mod landet.
Læs mere
Fold sammen

Kvinder markerer sig i stigende grad i islamistiske miljøer i Danmark, og det seneste år er »langt hovedparten« af dem, der er draget til Irak og Syrien for at tilslutte sig terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) yngre kvinder.

Det fremgår af den trusselsvurdering, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) tirsdag offentliggjorde. Ifølge rapporten er en tredjedel af de personer fra Danmark, der nu befinder sig i konfliktzonen, således kvinder, og knap hver ottende af det samlede antal danske udrejste er kvinder.

Og motivationen for at tage den farefulde færd ind i krigszonen er ifølge flere eksperter en noget anden end for mændene.

»De færreste af dem tager derned, fordi de vil kæmpe i marken. Jeg gætter på, de vil derned, fordi de enten har en kæreste dernede, har en idé om, de skal have en kæreste dernede, eller endelig fordi de har fået indtryk af, at det er sikkert og godt,« siger chef for PETs Center for Terroranalyse Søren Jensen. Han understreger, at motivationen er forskellig fra person til person, men at de fleste formentlig drives af en kombination af »noget ungpigeromantisk og noget religiøst«. Derudover vil han ikke komme ind på andre fællestræk end, at der typisk er tale om »yngre kvinder«.

Samme vurdering har terrorforsker og lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, Carsten Bagge Laustsen.

Mindst 10 drog af sted sidste år

»Mange af de kvinder, der er taget derned, har sandsynligvis gjort det for at finde en partner, der også er fascineret af ideologien og tanke om et islamisk kalifat,« siger lektoren, der dog påpeger, at der fortsat er tale om relativt få kvinder, der rejser fra Danmark til konfliktområdet.

Siden sommeren 2012 har PET registreret mindst 145 personer, som er draget til Syrien eller Irak for at tilslutte sig terrornetværket. Det årlige antal har været faldende i flere år, og det seneste år lå antallet på omkring 10 personer – heraf primært kvinder, vurderer tjenesten.

Det er ikke kun i Danmark, myndighederne ser, hvordan flere kvinder drager til Syrien og Irak. Det gælder også i flere af vores nabolande, blandt andet Storbritannien, hvor begrebet »jihadi wives« er opstået.  Det blev blandt andet aktualiseret i en sag med danske forgreninger fra 2014, da to 16-årige tvillingesøstre rejste til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Tvillingerne er danske statsborgere og opvokset i Aarhus, men boede i Manchester.

De rejste angiveligt ikke af sted for at kæmpe for IS ved fronten, men for at finde ægtefæller, der deler deres ønske om et islamisk kalifat. Det fandt de hurtigt, og kun få måneder efter deres udrejse, var de blevet gift med jihadister i Syrien.

IS' propaganda virker

Ifølge PET er de yngre kvinders interesse for IS et udtryk for, at terrorbevægelsens nye propaganda virker.

Hvor IS tidligere har haft et entydigt fokus på at lokke krigere til, som skulle kæmpe for kalifatet, og hvor videoer af halshugninger og andre likvideringer, har været dominerende, har bevægelsen i dag etableret et parallelt fokus på mere bløde værdier som sundhed og børnepasning i kalifatet.

»Islamisk Stat har forsøgt at give indtryk af, at kalifatet er blevet et sted, hvor man trygt kan tage ned og bo i sammen med sin kriger, sin mand eller sin kæreste, og at det er et sted, hvor man kan stifte familie,« siger Søren Jensen.

Som i PETs tidligere trusselsvurderinger defineres terrortruslen mod Danmark i den netop offentliggjorte redegørelse fortsat som »alvorlig«, og IS udgør den største trussel mod landet.