Pape undrer sig over, hvorfor hans »fremragende« ghettolov tilsyneladende ikke virker. Nu rejser han spørgsmålet overfor ministeren: »Jeg forstår det simpelthen ikke«

Da Søren Pape (K) var justitsminister, præsenterede han stolt ghettopakken med den daværende borgerlige regering. Nu tegner der sig imidlertid et billede af, at en del af pakken ikke virker efter hensigten. Og det skaber forundring hos Pape, som nu vil gå videre med sagen til justitsminister Nick Hækkerup (S), som udtaler til Berlingske, at han vil undersøge sagen.

Søren Pape Poulsen (K) var justitsminister, da den såkaldte ghettopakke blev vedtaget, og han mener stadig, at det er en »fremragende« lov. Problemet er bare, at dele af loven tilsyneladende ikke virker efter hensigten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der skulle hårde og alvorlige midler i brug for at nå ambitionerne om at komme parallelsamfundene til livs inden 2030.

Og disse midler skulle være effektive og ikke mindst enkle for at sikre et trygt og fælles Danmark.

Det var budskabet, da den daværende VLAK-regering en kold martsdag i 2018 præsenterede sit ghettoudspil, der sidenhen blev vedtaget som lov, og som hele vejen igennem har været en kernesag for den daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen (K).

Forud for den dag annoncerede Pape, at man gennem udspillet blandt andet ville få bugt med det »meget lange domstolsforløb«, som boligselskaber kæmpede med i forsøget på at få smidt kriminelle ud af deres lejemål.

Løsningen blev, at boligselskaber gennem ghettoloven fik hjemmel til at ophæve lejemålet for kriminelle beboere og disses familier.

Det gælder dog kun, hvis lejerne begår kriminalitet af utryghedsskabende karakter inden for en kilometer fra deres bopæl, og at forbrydelsen har udløst en ubetinget frihedsstraf.

»Nu bliver reglerne enkle,« lød det fra Søren Pape Poulsen i et opslag på Facebook i 2018.

Men noget tyder på, at den løsning ikke lever helt op det løfte, som Søren Pape Poulsen gav på Facebook.

For flere boligselskaber melder om, at proceduren ikke er helt så enkelt endda.

Berlingske har talt med flere boligselskaber, som oplever, at det kan tage op til fire år, før de får smidt de kriminelle ud fra bopælen. Blandt andet fordi sagsbehandlingstiderne ved domstolene bliver trukket i langdrag.

De pågældende sager har fået Søren Pape Poulsen til at løfte øjenbrynene. Han »forstår simpelthen ikke«, hvorfor den lov, han brystede sig af at gennemføre i sin tid som justitsminister, ikke fungerer, som den skal.

Derfor vil han nu gå til den nuværende justistminister, Nick Hækkerup (S), for at få klarhed.

»Jeg ved simpelthen ikke, hvad der er op og ned i den sag. Derfor vil jeg meget hurtigt få stillet spørgsmålet til ministeren om, hvordan loven bliver forvaltet, og hvad sagsbehandlingstiderne er,« siger Søren Pape Poulsen.

»Vi skal have gjort noget ved det problem hurtigt, for det er simpelthen ikke i orden, hvis det tager så lang tid.«

En »fremragende« lov uden virkning

Det primære formål med loven var at få udryddet ghettoområderne ved blandt andet at smide de kriminelle beboere ud for således at tiltrække flere ressourcestærke og lovlydige borgere.

Det har dog vist sig at være vanskeligt for flere boligselskaber. De oplever, at sagsbehandlingstiden for at få en kriminel beboer smidt ud er så lang, at der i mellemtiden er flere lovlydige beboere, der flytter fra boligområdet, fordi de føler sig utrygge.

Det fortæller blandt andre tryghedschef i boligselskabet Bo-Vita, Eskild Dahl Pedersen, til Berlingske.

»Lidt groft kan man sige, at hver gang én bliver dømt til at flytte, er 50 andre lejere flyttet først på grund af denne familie. Der er ingen rimelig proportionalitet i forholdet mellem aggressor og offer i det almene, når reglerne fra Slotsholmen skal omsættes til justits. Den ikkevoldsparate ender med at flytte, mens den groveste bliver boende,« siger Eskild Dahl Pedersen.

Og den udmelding bekymrer Søren Pape Poulsen, som understreger, at sagsbehandlingstiden »selvfølgelig ikke skal være så lang«.

»Det her er en vigtig lov, og det er vigtigt, at det går hurtigt. Det er meget principielt. Hvis vi nogensinde skal have andre borgere til at flytte ud i de udsatte boligområder, så nytter det jo ikke noget, at der ikke kan blive ryddet op,« siger han.

Selv om dele af loven ikke synes at virke som ønsket, fastholder Søren Pape Poulsen, at det er en »fremragende« lov, han selv var med til at gennemføre. Derfor vil han også personligt »garantere«, at sagen bliver fulgt til dørs, og at der bliver fundet en løsning på problemet.

»Vi har lavet en fremragende lov, som jeg troede fungerede. Hvis vi har lavet en lovgivning, der ikke er god nok, så må vi jo bare have det ændret. Derfor bliver jeg nødt til at spørge ministeren, hvad der er sket, og så får vi det løst,« siger han.

Minister vil se på sagen

Berlingske har rettet henvendelse til justistminister, Nick Hækkerup (S), som blandt andet i samarbejde med Transport og Boligministeriet, vil se nærmere på, hvorvidt kriminelle beboere kan blive udsmidt hurtigere fra deres bopæl i et udsat område.

»Jeg synes, at vi skal undersøge muligheden for, om vi hurtigere kan smide kriminelle beboere ud af deres boliger. For vi kan ikke acceptere, at få personer på den her måde skaber utryghed for de mange. Derfor vil jeg sammen med bl.a. min kollega i Transport- og Boligministeriet se på, hvordan vi kan sætte ind,« skriver justitsministeren i et skriftligt svar til Berlingske.

Boligminister, Kaare Dybvad Beck (S), har tidligere udtalt til Berlingske, at også han vil undersøge muligheden for, at gøre straffesystemet »mere effektivt«.

»Vi skal se på, hvordan vi kan sørge for, at der går kortere tid fra at man bliver taget i sin kriminelle handling til, at man får en dom. Det er problematisk, at der kan gå flere år, før man kommer gennem retssystemet. Det er klart, at der skal gå kortere tid, og det skal være mere kontant,« siger boligministeren.