»Det er ikke hver dag, man kan gå på toprestaurant i sit gamle soveværelse. Det gjorde jeg forleden.« Sådan indledte Berlingskes madanmelder sin anmeldelse af Claus Meyer- og umamidronningen Anikas Madsen joint venture-restaurant i Frederiksberg Have, Fasangården. Oplevelsen bød blandt andet på gravad fasan, hampemulsion samt et vinmatch med en god balance af sødme og syre, der sendte Berlingskes anmelder på sporet af sin fortabte tid i huset inde i parken og kvitterede med fem stjerner.
Uddrag af anmeldelsen:
»Der var hamp i den indledende snacktrio, som deles af begge menuer – ikke første gang, hamp er indtaget her på matriklen, kan jeg godt afsløre, men fasaner elsker hamp, så det er ikke unaturligt. Her var hampemulsion blandet med karse og syltede og siden grillede tomatillo – tomatens grønne mexicanske fætter, men dyrket i Nordsjælland – og lagt på et stykke knækbrød under tallerkensmækkerblade. Der var latino-temperament og chilipirk til tungen i denne snack, mens der var en umiskendelig asiatisk tone over den høbagte knoldselleri, der siden var skåret i skiver og glaseret på en yakitori-grill, inden den blev serveret med en emulsion på gærflager og æggehvide. Inden da var der fransk umami-velsmag i en gourgeres, vandbakkelse, med havgusost og fyld af karljohan og syltede kantareller.«

