Om få timer skal samtlige borgmestre til møde om genåbning: I smitterig kommune savner borgmester svar

Denne uge bliver særlig interessant for genåbningerne af samfundet. De er på vej, oplyser sundhedsministeren. Borgmesteren i Faxe savner klare svar på rammerne for en regional genåbning. Klokken 11 er samtlige landets borgmestre indkaldt til møde om genåbningerne.

 
Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: DR, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

En plan for gradvise genåbninger er lige på trapperne. Nogle bliver landsdækkende, og nogle bliver lokale, skrev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på sin Facebook-profil søndag. I Faxe Kommune øst for Næstved savner borgmester Ole Vive (V) et klart svar om rammerne for genåbningen, siger han til TV2 Øst.

Faxe er ikke et dydsmønster på Statens Serum Instituts liste over smitte i kommunerne. Mandag morgen tegner kommunen sig for en incidens på 87,6 smittede pr. 100.000 indbyggere med 32 smittetilfælde over de seneste syv dage. Efter alt at dømme vil Faxe derfor heller ikke stå øverst på listen over genåbninger, hvad end de måtte byde på.

Når Ole Vive ønsker klare planer for genåbningen, er det derfor ikke så meget for hans egen kommunes skyld, siger han til TV2 Øst.

»Helt generelt er jeg stor fortaler for regionale forskelle. Selvom vi ikke kan åbne lige nu, fordi vi ligger højt, skal det ikke gå ud over alle andre, som ligger lavt. Og ligeledes, hvis det vender – og det gør det på et tidspunkt – da vil jeg ikke være særlig interesseret i, at vi ikke kan åbne i Faxe,« siger han.

»Selvom vi ikke kan åbne lige nu, fordi vi ligger højt, skal det ikke gå ud over alle andre, som ligger lavt,« siger borgmester i Faxe Kommune Ole Vive (V) til TV2 Øst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Samtlige borgmestre for landets 98 kommuner er mandag klokken 11 indkaldt til et møde om skoleåbninger og teststrategi og etableringen af flere hurtigteststeder.

»Mødet indkaldes med henblik på at drøfte strategiens overordnede linjer og kommunernes rolle i forhold til at understøtte en videre genåbning af grundskolen såvel som det bredere samfund,« står der i en invitation til borgmestrene, som DR bragte 18. februar.

Faxe har det højeste antal smittede i forhold til antallet af indbyggere i regionen, hvilket skyldes et smitteudbrud med den britiske virusvariant i daginstitutionen Lillebo i Haslev, hvor 11 personer – syv børn og fire ansatte – blev smittet.

Ifølge leder i daginstitutionen blev flere familiemedlemmer til børnene siden testet positive, og alt sammen kunne det mærkes på smittetallene for kommunen.

Søndag havde 310.000 danskere modtaget første stik af coronavaccinen, hvilket svarer til 5,32 procent af befolkningen. 175.195 personer svarende til 3,01 procent er færdigvaccineret. På Facebook slog Magnus Heunicke igen et slag for, at vaccinerne har enorm betydning for, hvornår der for alvor kan sættes gang i åbningen af samfundet.

»Og så skal vi være klar til hurtige lokale nedlukninger, som vi netop nu gør i forbindelse med udbrud i Ishøj og Kolding,« skrev han.