Ny epidemilov styrker Folketinget og indeholder nogle »helt forfærdelige« beføjelser: »Men man skal have dem«

»Folkestyret kommer tilbage,« lyder det fra Venstre om den nye epidemilov, for loven sikrer mere parlamentarisk kontrol med smittebekæmpelsen og er ifølge flere politikere en konsekvens af det seneste års debat om regeringens håndtering af coronakrisen. Lovforslaget viderefører dog muligheden for flere vidtgående tvangsindgreb mod borgerne, og en lægeformand er skeptisk over for, om det gearer Danmark til fremtidens ukendte sygdomsudbrud.

»Sjældent er der blevet udvist så stor tillid til en minister, som der bliver til sundhedsministeren (Magnus Heunicke (S), red.) med den her lov,« sagde Enhedslistens Pernille Skipper forud for Folketingets vedtagelse af en revideret, midlertidig epidemilov i marts 2020. En lov der på tirsdag forventes afløst af en mere demokratisk bæredygtig. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sjældent har Folketinget på én gang virket så samlet og så alvorstungt som under hastebehandlingen af den nugældende, midlertidige epidemilov 12. marts 2020.

Enhedslistens daværende politiske ordfører, Pernille Skipper, kunne for eksempel ikke erindre »noget fortilfælde« i nyere dansk historie af så vidtrækkende en lov, som hun og resten af Folketinget skulle til at vedtage.