Nye Borgerlige-kandidat må droppe burgerrestaurant på Nørrebro efter hærværk og chikane

Anahita Malakian har boet 18 år på Nørrebro. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Nye Borgerliges kandidat Anahita Malakians har sagt sin stilling op på burgercafeen The Barn på Nørrebro.

Det meddeler hun søndag eftermiddag på Facebook:

»Det er med den dybeste sorg i mit hjerte, at jeg er nødt til at skrive dette opslag.

Af hensyn til ejerne og de der arbejder i The Barn, samt de der planlægger deres events på stedet, har jeg valgt at sige op fra dd. med øjeblikkelig virkning,« skriver hun.

Natten til lørdag blev der knust en rude på cafeen - ifølge Anahita Malakians utvivlsomt som en form for politisk hærværk, efter at cafeen for få dage siden blev lagt for had i venstreekstreme miljøer på grund af hendes tilknytning til stedet.

Sådan så det ud, da Anahita Malakians tændte lyset i restauranten. Fold sammen
Læs mere

Tidligere søndag skrev hun også på sin Facebook-side:

»Jeg vil egentlig bare gerne arbejde med de ting, som jeg er uddannet i og har erfaring indenfor - markedsføring og restauration.«

»Jeg kører hverken politik eller andre dagsordener i The Barn andet end burgere, der skal smage godt og med gode råvarer.«

»Næste uge kommer mine børn hjem til mig, og jeg vil så gerne have, at de ikke skal frygte, om mor er sikker eller ej på arbejdet. Om jeg kommer og henter efter skole. Om de sikkert kan komme på restauranten og spise aftensmad, som vi plejer med personalet og venner de fleste dage,« tilføjer Anahita Malakians.

Den smadrede rude i cafeen blev hurtigt dækket til lørdag morgen, og resten af dagen kunne kunderne igen købe burgere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Birger A. Andersen.

Da B.T. søndag formiddag talte med hende, var hun allerede mentalt forberedt på, at virakken omkring hendes person kunne koste hende jobbet på cafeen:

»Der er ingen tvivl om, at hvis der ikke bliver sat en stopper for det, så går det ud over forretningen, og så kan jeg ikke være der længere,« sagde hun og slog fast:

»Jeg sidder også og tænker på, hvem har overhovedet har lyst til at ansætte en med så meget tumult omkring sin person.«

Historien omkring hærværket er debatteret heftigt på de sociale medier.

Der er også nogle få Facebook-brugere, som påstår, at hun selv har smadret ruden på The Barn, da det ifølge dem fremmer hendes sag.

»Det tænker jeg overhovedet ikke var noget, jeg lærte i min uddannelse i markedsføring på CBS,« siger hun og slår en latter op.

»Det er simpelthen så sølvpapirshat-agtigt at påstå, at jeg selv skulle have gjort det.«

Anahita Malakian har boet 18 år på Nørrebro. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Cafeen på Nørrebro kom for alvor i fokus onsdag, da det venstreorienterede medie Konfront publicerede en artikel med overskriften 'Naziburger: Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest'.

Samme dag gik den venstreekstreme gruppe Antifascistisk Aktion (Antifa) ud på de sociale medier og opfordrede til at give restauranten dårlige anmeldelser på Facebook.

Da B.T. lørdag eftermiddag besøgte cafeen ved Nørrebro Station, var Nye Borgerlige-politikeren ikke overrasket over, at der natten før var blevet begået hærværk mod en af facadens butiksvinduer.

»Det kommer ikke bag på mig, at det sker. Hvis man kender til den antifascistiske miljø, så ved man godt, at det er en af deres metoder. Det var måske bare et spørgsmål om tid. I alle grupperinger findes der nogle, som er idioter og ekstremister,« lød det fra hende.

Hun kom til Danmark fra Iran med sin familie som otte-årig, og betegner sig selv som ateist efter at være vokset op i et kommunistisk hjem.

Hun har tidligere stillet op for Venstre, men blev ved det seneste folketingsvalg ikke genopstillet for partiet, efter at hun i sommeren 2018 oplyste, at hun havde haft over 100 sexpartnere. I stedet opnåede hun ved det seneste valg 532 personlige stemmer for Nye Borgerlige.