Ny undersøgelse om matematikundervisning på gymnasiet: »Eleverne kommer til at vide næsten ingenting om alt«

Pensum for matematik på B-niveau i gymnasiet er blevet mere omfattende, og det har konsekvenser for elevernes læring. »Lærerne opfatter tilstanden som alvorlig,« lyder det i en ny undersøgelse, der bygger på gymnasielæreres erfaringer. Lærerne er også bekymrede for, at det kan gå ud over de bedste elever.

»Der er meget stor enighed blandt matematiklærerne om tilstanden for matematik på B-niveau på STX. Lærerne opfatter tilstanden som alvorlig,« står der i undersøgelsen. (Arkivfoto af 1. g på Rødovre Gymnasium) Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Sandsynlighedsregning, vektorregning samt opsparing og gæld.

Med gymnasiereformen i 2017 blev de tre emner – sammen med otte andre – føjet til pensum for matematik på B-niveau på STX. Kun to eksisterende emner blev fjernet.

At pensum er vokset, bliver i en netop offentliggjort undersøgelse kritiseret af gymnasielærere fra København, Aarhus, Aalborg og Middelfart.

Det omfattende pensum gør, at klassen ofte er tvunget til at skynde sig videre til et nyt emne frem for at træne og repetere opgaver, hvilket hovedparten af eleverne har brug for ifølge lærerne. Det har konsekvenser for elevernes læring.

»Tidspresset skaber en hektisk tilstand. Konsekvensen bliver, at eleverne kommer til at vide næsten ingenting om alt,« står der i undersøgelsen, som er lavet for Matematiklærerforeningen af analysefirmaet Morphic.

Tag testen: Kan du klare disse matematikopgaver?

Jeanette Axelsen, formand for Matematiklærerforeningen, uddyber:

»Lærerne oplever ifølge undersøgelsen, at de japper hen over en masse emner, uden at de når at komme i dybden med dem. Hvis de ikke har den fornødne tid til at forberede eller til at hjælpe den enkelte elev, og hvis der ikke bruges ekstra ressourcer på skolerne til for eksempel at hjælpe de svageste, så er det klart, at det får konsekvenser for eleverne.«

»Flere af lærerne får den indstilling, at noget af deres undervisning bare er med, »så de kan vinge det af«, så de ikke kan få en klagesag på halsen,« står der i undersøgelsen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged/Arkiv.

Undersøgelsen, der bygger på interview med cirka 25 lærere, kommer efter, at de første elever under den nye reform gik til eksamen i matematik på B-niveau i sommer. Her var resultatet så dårligt, at Undervisningsministeriet valgte at ændre grænsen for, hvornår man består matematik i gymnasiet.

I sidste uge i Berlingske rettede gymnasielærere og matematiklærerforeninger igen kritik af elevernes matematiske evner.

Krav til eleverne skal præciseres

Hvis eleverne skal have bedre betingelser for at lære matematikken, så skal det blandt andet ifølge Jeanette Axelsen præciseres i lærervejledninger, hvad lærerne skal fokusere på at lære eleverne.

I undersøgelsen fortæller gymnasielærere, at det smitter af på hele klassen, når en stor del af eleverne har svært ved matematik. »Det bliver mere legitimt for andre i klassen at sige og signalere, at matematik er kedeligt og ikke til at finde ud af,« står der. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged/Arkiv.

»I første omgang er det vigtigt, at det bliver præciseret, hvilke krav der er til eleverne til eksamen. Så vil lærerne også føle sig mere sikre på, hvilken undervisning, de skal levere. Det vil komme eleverne til gode i sidste ende. Det løser ikke alle problemer, men det kan være en start,« siger formanden, der også fortæller, at det ikke er ligetil at få ændret i det omfattende pensum.

»Det kan gå ud over de bedste elever«

Det er ikke kun det omfattende pensum, der ifølge undersøgelsen giver dårlige betingelser for at gennemføre en god undervisning i matematik på B-niveau.

Det samme gør en øget andel af svage elever, som vælger B-niveauet, da eleverne med den nye reform som udgangspunkt ikke længere kan vælge matematik på det laveste niveau, C-niveauet.

»Det har den konsekvens, at det bliver sværere med differentieret undervisning, og derfor kan det også gå ud over de bedste elever, fordi de får færre udfordringer, og fordi de ikke har så mange ligesindede at spejle sig i eller nogen at se op til,« står der.

Undersøgelsen peger også på, at krav om for meget inddragelse af IT i undervisningen og færre afleveringer gør, at eleverne bliver trænet mindre i basal matematik.