Godmorgen og velkommen til en dag, hvor coronakrisen atter påvirker livet i Danmark, men i dag på både godt og ondt.
Lad os tage det gode først. En række kulturinstitutioner og underholdningstilbud genåbner i dag efter et par måneders lukning. Det gælder blandt andet Bakken i Klampenborg, Tivoli Friheden i Aarhus, Kunsthal Charlottenborg i København, 11 Nordisk Film Biografer og Musikhuset i Aarhus, som igen tilbyder gratis koncerter. Mon ikke mange oplevelseshungrende står på spring og glæder sig til at komme ud af coronahulen?
Til gengæld skulle festivalen Heartland på Fyn og Karnevallet i København have startet i dag, men begge arrangementer er aflyst. Trist for de mange tusinder, som skulle have deltaget.
Torsdag blev dødstallet i forbindelse med coronakrisen øget med tre til nu i alt 568 døde.
Torsdagens øvrige coronatal ser således ud: 110 er indlagt – tre mere end dagen før. 20 er indlagt på intensiv – to mindre end dagen før. 11 er i respirator – det samme tal som dagen før.
Bekræftede smittede: 11.512
Indlagte: 110
Indlagte på intensiv: 20
Heraf i respirator: 11
Antal døde: 568
Bekræftede smittede på verdensplan: 5.810.331
Døde på verdensplan: 360.332

Interne dokumenter afslører: Eksperternes faglighed blev trumfet af politik
I en e-mail sendt 8. marts til både Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut bad en kontorchef i Sundheds- og Ældreministeriet udtrykkeligt myndighederne om at tilføje et afsnit til ministeriets strategipapir, hvor man regnede på et scenarie med 25 procent smittede.
Det var på trods af, at direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, mente, at 25 procent smittede var et overestimat.
Faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, skrev i en mail, at instituttet var i gang med at udarbejde en model, som estimerede den forventde belastning af sygehusene, da det i virkeligheden, mente Mølbak, var dette mål, som var det væsentligste for sundhedssektoren, og ikke hvor mange smittede, der er i samfundet.
Her lød svaret fra ministeriet dog, at han skulle regne scenariet med de 25 procent igennem - og det kunne kun gå for langsomt.
Den historie kan man i sin fulde længde læse her i Berlingske, men også kollegerne på Politiken har taget historien op.
Politiken fokuserer på, hvordan Sundhedsministeriets departementchef bad Søren Brostrøm om at droppe embedsmænds grundprincip om rimelighed og i stedet anerkende regeringens »ekstreme forsigtighedsprincip«.
Den historie kan man læse her.
Genåbning af sommerturismen – og måske nye rejsevejledninger
Regeringen har varslet, at den senest i dag fredag vil præsentere en plan for en gradvis genåbning af sommerturismen – og det kan måske betyde, at Udenrigsministeriets rejsevejledninger bliver lempet, skriver TV 2. Lige nu frarådes alle ikke-nødvendige rejser.
Men verdens grænser genåbner allerede nu så småt. Berlingske har udarbejdet en omfattende oversigt, hvor man land for land kan få overblik over, hvornår grænserne åbner, og hvad man skal vide som turist.
Kom ud af dit kulturelle coronahi
Som sagt begynder kulturlivet og underholdningstilbuddene igen at åbne. Berlingske har udarbejdet en guide over 11 tilbud, som man kan benytte sig af i pinsen. Blandt andet åbner Kunsthal Charlottenborg, og nu kan man atter komme ind og opleve udstillingen »What Do People Do All Day«. Udstillingen er skabt af kunstnerkollektivet DIS, der stod bag den seneste Berlin Biennale. Et andet tilbud: I Ishøj genåbner kunstmuseet Arken med masser af dyr på programmet. Udstillingen »Dyr i kunsten« byder på skulpturer, installation, video, fotografi og maleri. Hvordan bruger samtidskunsten dyrene?

Optimisme hos Lego: Coronakrisen har gjort leg med Lego til et familieprojekt
Selv om coronakrisen har givet anledning til hårdt arbejde i Lego-koncernen verden over, er der optimisme at spore hos selskabets topchef, Niels B. Christiansen. Selskabets digitale strategi har fået et skub, og samtidig udvikler legen med Lego-klodser sig hurtigere i den retning, Lego har håbet på.
»Det er super interessant, hvordan vi kan se i nogle af vores tal, at interessen for at bygge mere Lego er stigende. Familier bygger mere sammen. Der er flere, både børn og voksne, som ikke har bygget med Lego før, men som kommer ind i brandet. Det er ikke nødvendigvis en-til-en med omsætningen, for det har selvfølgelig også haft en negativ betydning, at nogle lande har lukket helt ned for butikkerne,« siger Niels B. Christiansen til Berlingske.
Danskerne ser mørkt på boligmarkedet
Det danske boligmarked bliver snart ramt af et alvorligt tilbageslag, der vil føre til faldende priser og færre handler, skriver Jyllands-Posten.
Det vurderer Boligøkonomisk Videncenter, som har udarbejdet en større analyse af psykologien på boligmarkedet som følge af coronapandemiens udbrud. Den viser, at danskerne for første gang siden efterdønningerne af finanskrisen forventer en nedtur på boligmarkedet.
»Analysen bekræfter, at der kommer et meget alvorligt tilbageslag. Vi er ikke på niveau med finanskrisen, men coronakrisen har heller ikke været i gang så længe. Markedet er hårdt ramt,« siger Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter, til Jyllands-Posten, som ud fra psykologien på boligmarkedet vurderer, at de økonomiske vismænds skøn om prisfald i niveauet på otte procent virker sandsynligt.
Det sker i dag
Arbejdsløshedstal for april
Coronakrisen har kostet mange jobbet, og Danmarks Statistik kommer i dag med tal på antallet af arbejdsløse i april, som er den første hele måned med et lukket samfund.
René Gade præsenterer sit nye parti
Det tidligere folketingsmedlem for Alternativet, René Gade, præsenterer kl. 9.30 på Rådhuspladsen i København sit nye parti som han omtaler som et »nyskabende og tværpolitisk samlende parti«.




