Den stærkt omdiskuterede vejledning for rituelle omskæringer af drengebørn er nu færdig.

Processen har været lang og omfattet en stribe af problemer, da flere forskellige ekspertgrupper, som skulle bidrage til udarbejdelsen af vejledningen, trak sig – flere af dem, fordi de ikke følte sig hørt af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det var tilfældet med Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM), som huser landets anæstesilæger. 20. august i år trak de sig fra arbejdsgruppen på grund af stor uenighed om brugen af bedøvelse af drengebørnene.

Fuldstændig forventeligt

DASAIM mener, at indgrebene bør ske under fuld narkose og ikke kun lokalbedøvelse, men den vurdering fik de ikke igennem. I det hele taget har de ikke rigtigt fået nogen tilføjelser med i vejledningen, mener Joachim Hoffmann-Petersen, der er formand for DASAIM.

»Det er fuldstændig, som vi forventede det,« siger han:

»De har leveret det stykke papir, der er bestilt politisk. Det betyder også, at de 90 mandater, der kommer til at stemme for, at omskæringer skal ske uforandret, sidder med et personligt ansvar. De skal vide, at det her er trukket hen over hovedet på dem, der ved mest om det.«

I den nye vejledning står der, at lægen skal sikre sig, at drengen er smertedækket tilstrækkeligt før, under og efter indgrebet. Joachim Hoffmann-Petersen mener imidlertid ikke, at resten af vejledningen lægger op til netop det.

Anbefalingen om fuld narkose er ikke med, men derimod en anbefaling om smertelindrende creme – »tryllecreme«, som Joachim Hoffmann-Petersen kalder det.

»Tryllecreme«

En benyttet metode til smertelindring er sukkervand og paracetamol. Der står i vejledningen, at det vil være »manglende omhu fra lægens side«, hvis der udelukkende benyttes de to former for smertelindring. Det bør derfor bruges med evt. Emla-creme, der er en form for smertelindrende creme, står der i vejledningen.

»Vi mener, at det eneste, der gav mening, var, hvis lokalbedøvende creme også blev tilføjet. Vi mener, at »tryllecreme« er groft uforsvarligt at bruge. Sukkervand og paracetamol har ingen som helst effekt, også selv om man supplerer det med tryllecreme,« siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Han siger, at anæstesilæger »aldrig nogensinde« ville udføre almindelig peniskirurgi, uden at barnet var fuldt bedøvet.

Er der nogen steder, hvor I føler jer hørt?

»Så skal jeg godt nok lede længe. Vi har rost, at de skriver, at der er et læge-patientforhold, og at der er krav om omhu og samvittighedsfuldhed. Det er bare ikke særlig specifikt,« siger han:

»Der står, at man skal have styr på det, man laver, og det er jo en god idé, men der står ingen krav, til hvilke kompetencer man skal have – for eksempel at man skal være børneanæstesilæge. Der står, at man skal have relevant viden og oplæring i de metoder og lægemidler, men ingen krav om, hvad det dækker over.«

Føler intet medansvar

Debatten om de religiøse omskæringer var højspændt hen over sommeren. Flere partier gik ind for et forbud, men Venstre og Socialdemokratiet var i lang tid tavse.

10. september slog statsminister Mette Frederiksen (S) dog fast, hvad regeringens linje er:

»Det kan ikke nytte noget, at vi ser det her som en enkeltsag og ikke som en del af en historisk sammenhæng. Jøderne har været forfulgt i Europa i mange hundrede år. Det kulminerede i det mørkeste kapitel i Europas historie, i Holocaust,« sagde hun:

»Derfor har vi givet et løfte om at passe på jøderne, passe på de danske jøder, og det løfte har jeg tænkt mig at stå ved, og derfor er et forbud ikke den rette vej.«

På det tidspunkt stod det klart for Joachim Hoffmann-Petersen, at de store ændringer i hverken lovgivning eller vejledningen ville komme på tale.

»Vi føler intet medansvar for det, der står i den her vejledning. Det er politisk bestillingsarbejde,« siger han.