Godmorgen! USA bekræfter for første gang, at den nu afdøde russiske oppositionspolitiker, Aleksej Navalnyj, var led i historiske forhandlinger. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Regeringstoppen holder hemmeligt seminar i den kommende uge. Planen er, at det blandt andet vil blive afgjort, hvem der skal være ny EU-kommissær.
Aula er udskældt og forhadt. I USA har en dansk techiværksætter fået øjnene op for årsagen til forældrenes værste mareridt.
Et pengenetværk, der anklages for at ligne et pyramidespil, har forgrenet sig til Danmark, hvor det lokker unge med drømmen om økonomisk frihed.
Marianne Gammelgaard er ekspert i at organisere og rydde op i andres rod. Selv lever hun med »ekstrem orden«.
Nu er der kommet endnu mere vidnesbyrd om menneskers mageløst omfattende indflydelse på deres egen klode.
USA bekræfter: Navalnyj skulle have været en del af historisk fangeudveksling
Hidtil er meldingerne alene kommet fra Aleksej Navalnyjs allierede:
Den nu afdøde russiske oppositionspolitiker var så tæt på at smage friheden, inden han døde i en russisk straffekoloni i starten af året.
Tilbage i februar skulle Tyskland have tilbudt at udveksle den højprofilerede russiske snigmorder Vadim Krasikov, også kendt som »cykelmorderen«, for Navalnyj.
Men få dage efter »blev han dræbt«, som oppositionspolitikerens højre hånd har formuleret det over for Berlingske.
Det er aldrig officielt blevet bekræftet, at en sådan udvekslingsaftale skulle have været på bordet, men torsdag aften tog USA bladet for munden.
Ja, Vladimir Putins største kritiker skulle rigtig nok havde været involveret i gårsdagens historiske fangeudveksling mellem Rusland og Belarus på den ene side og USA og vestlige allierede på den anden, bekræfter den nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan.
»Men Putin besluttede aldrig at ville opgive Navalnyj,« tilføjer Leonid Volkov, Navalnyjs mangeårige stabschef.
Hele 24 fanger og to børn var led i torsdagens fangeudveksling, som er den største af sin slags siden Den Kolde Krig.
Tyrkiets efterretningstjeneste MIT stod for den »store mæglingsindsats«, og fangerne blev byttet på en flyveplads i hovedstaden Ankara.
Rusland fik otte fanger hjem, mens 13 blev flyttet til Tyskland og tre til USA.
De mest kendte navne tæller blandt andre journalisten Evan Gershkovich, marinesoldaten Paul Whelan og Putin-kritikerne Ilja Jasjin, Vladimir Kara-Murza på den ene side. På den anden side har Tyskland sendt den berygtede »cykelmorder« Vadim Krasikov tilbage til Rusland. Han har siddet fængslet i Tyskland siden 2019 for et mord, der formentlig var bestilt af den russiske sikkerhedstjeneste
»Vesten har løsladt en dømt morder, spioner og dømte hackere. Rusland sender tre amerikanske gidsler hjem og sender et dusin russere i eksil. Russere, som er blevet fængslet udelukkende på grund af deres modstand mod Kreml,« skrev tidligere Rusland-korrespondent Natalja Vasiljeva som en påmindelse midt i den vestlige glædesrus.
Fik du læst?
Virksomheder | Et netværk tryllebinder unge med drømmen om rigdom
Eksistens | Thomas Lange giver altid disse syv råd til sine klienter, når de vender tilbage til jobbet efter ferien.
Analyse | Det er et lille ord, der kryber under huden på Donald Trump og tvinger ham i defensiven.
Lige nu
De amerikanske fanger, som er blevet frigivet i forbindelse med en fangeudveksling med Rusland, er tidligt fredag morgen dansk tid landet i USA.
Det drejer sig om tre personer:
Marinesoldaten Marine Paul Whelan.
Journalisten Evan Gershkovich.
Og den russiskamerikanske journalist Alsu Kurmasheva.
God dag!