Niels bruger hårde ord på nettet: »Søren Pind er total idiot, hvis det ikke kan gå op for det skvat, at islam er i krig mod os«

Vold, trusler og tilsvininger er dagligdag for mange danske politikere. Niels Vestergaard Thomsen er en af dem, der er med til at skabe den hårde tone på de sociale medier. »Politikerne skal kunne tåle mosten,« siger han.

Niels Vestergaard Thomsen er 43 år. Han er uddannet cand.mag. i fransk og tysk, men i dag arbejder han som salgskonsulent i et belgisk firma. Han har flere gange skrevet hårde ord til politikere, når han har været uenig med dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Niels Vestergaard Thomsen har i mange år været aktiv i debattråde på sociale medier med en mission om at vende den vestlige verden mod muslimer. Muslimer er »fjender«, og det er »landsforræderi« at hjælpe flygtninge med at finde sig godt til rette i Danmark, mener han.

Det betyder også, at han blander sig i debatten, når politikere på Facebook skriver om muslimer og flygtninge. Og især, når de opildner til en positiv beskrivelse af de personer, der kommer fra muslimske lande og vil slå sig ned i Danmark.

For eksempel kaldte han Søren Pind for en » idiot« og »ignorant«, da den daværende justitsminister i 2016 i en kronik i Berlingske skrev, at Danmark ikke er i krig med islam, men kun islamiske terrorister i Islamisk Stat.

»Søren Pind er total idiot og ignorant, hvis det ikke kan gå op for det skvat, at islam er i krig mod os, og at han selv har lukket fjenden ind i vores egen baghave, hvor de har frit spil til at plyndre løs og voldtage eller overfalde os vantro af vores bødler,« lød det dengang fra Niels Vestergaard Thomsen i en kommentar på Facebook.

Niels Vestergaard Thomsen

»Jo mere, flygtninge føler sig velkomne, jo flere vil komme herop. Det vil føre til selvdestruktion og i sidste ende vores udslettelse«


Niels Vestergaard Thomsen har ikke konkrete eksempel på, hvad han ellers har skrevet til andre politikere, men han er sikker på, at han flere gange har været med til at sende hårde ord deres vej gennem de sociale medier - og det er han ikke alene om.

Onsdag bragte Berlingske ti vidnesbyrd fra politikere, der på hver deres måde har oplevet trusler eller chikane på især de sociale medier fra personer, der angiveligt mener, at det er i orden at true og chikanere personer, alene fordi de er politikere.

Blandt andre har den socialdemokratiske politiker, Lars Aslan Rasmussen, modtaget masser af trusler på Facebook. I en af dem står der for eksempel: »du er en lille luder Jeg kan se du har lyst til noget der kommer ud af en ak47 din hund«.

Om formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, har en person tidligere på Facebook skrevet: »Fucking skod parti, denne bitch skal aflives hurtigst muligt«.

»Man kan godt bruge nogle stærke ord for at få en debat frem«

De to politikere er bestemt ikke de eneste, der har modtaget lignende beskeder. En rundspørge blandt Christiansborgpolitikere viser, at 38 procent har oplevet trusler eller chikane, mens 18 procent har fået deciderede dødstrusler.

Niels Vestergaard Thomsen

»Man kan godt bruge nogle stærke ord og formuleringer for at få en vigtig debat frem. Det har en pris og nogle konsekvenser«


Niels Vestergaard Thomsen tager kraftigt afstand fra truslerne mod politikerne, og han fortæller, at han aldrig selv har truet en politiker. Men han mener alligevel, at der skal være plads til en hård tone på de sociale medier.

»De sociale medier giver almindelige borgere lov til at blande sig i debatten. I medierne er det jo primært politikere eller personer fra erhvervslivet, der får taletid, så det er godt, at almindelige borgere kan udøve deres ytringsfrihed på de sociale medier,« siger han.

»Der er selvfølgelig en grænse for, hvad man skal kalde andre. Men at kalde nogen for »racist« eller »landsforræder« synes jeg er i orden, for det er relateret til de holdninger, personen har. Det er »kælling« for eksempel ikke. Man kan godt bruge nogle stærke ord og formuleringer for at få en vigtig debat frem. Det har en pris og nogle konsekvenser. Men det må man lære at håndtere som politiker.«

Politikerne skal kunne »tåle mosten«

Hvorfor er det nødvendigt at bruge et grimt sprog?

»Det kan være spontane reaktioner, der får afløb på de sociale medier, og følelserne kan også komme i kog, når jeg læser noget, som en politiker har sagt - og det kommer nogle gange frem i en kommentar på Facebook. Men det er også her, at der er ytringsfrihed for almindelige borgere. Vi lever i en verden, hvor vi har to verdensopfattelser - den globaliserede og den nationalistiske - og de to opfattelser skal kunne debattere frit.«

Det er dog ikke kun politikere, der får hårde ord med på vejen, når han blander sig i debatten.

I 2016 udtalte han sig også i Berlingske om at bidrage til den hårde tone på de sociale medier. Dengang rasede han mod Venligboerne, fordi han mente, at det var forkert at hjælpe flygtninge. Der sagde han blandt andet:

»Deres forbrydelse er, at de er venlige over for fjenden. Jo mere, flygtninge føler sig velkomne, jo flere vil komme herop. Det vil føre til selvdestruktion og i sidste ende vores udslettelse. Jeg har fået nok!«

I dag har han samme holdning.

Hvorfor mener du, at det er i orden at tale grimt om muslimer som en samfundsgruppe? Tænker du over, at der sidder mennesker bag skærmen?

»Når man er tilhænger af det, jeg mener er en voldsforherligende verdensopfattelse, som udfordrer demokratiet, så må man også stå for skud og kunne tåle mosten. Og politikerne må også kunne tåle mosten, når de udtaler sig om emner som for eksempel islam,« lyder det fra Niels Vestergaard Thomsen.

Han påpeger igen, at han tager afstand fra trusler mod andre, og han håber, at artiklerne i Berlingske kan være med til at standse tendensen.