»Det er tåbeligt, at vi har lukket en masse mennesker ind i Danmark, som nu går rundt og laver stort set ingenting. Udlændinge skal lære dansk og tage et arbejde, ellers bliver de aldrig integreret ordentligt.«
Sådan lyder den hårde dom fra beskæftigelsesordfører Naser Khader (K), efter at Berlingske tirsdag kunne fortælle, at over en tredjedel – præcis 35 procent – af danskerne ikke bliver aktiveret, når de modtager kontanthjælp, mens tallet er endnu højere for ikkevestlige indvandrere, hvor det er 40 procent, som ikke bliver sat i sving af kommunen, når de er arbejdsløse.
Det viser et særtræk fra Beskæftigelsesministeriet, som Berlingske har fået indsigt i.
Der findes ikke et nedskrevet krav om, hvor mange timer kontanthjælpsmodtagere skal aktiveres. Men i dagens Berlingske siger Torben Tranæs, økonomisk vismand og forskningsdirektør ved VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), og forskningsleder Jacob Nielsen Arendt fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, at niveauet bør være højere, end tallene vidner om.
Ifølge Naser Khader er det langtfra godt nok.
»Det skriger til himlen, at regeringen sætter kontanthjælpsmodtagernes ydelser op i den her situation. Men det overrasker mig ikke. Som konservativ mener jeg, at vi skal have flere ud på arbejdspladserne, og der skal være en større gevinst ved at tage et arbejde,« skriver han til Berlingske og fortsætter:
»Det er under en uge side, at vi blev advaret om problemer med mangel på arbejdskraft, så jeg tager mig til hovedet. For vi har både mangel på arbejdskraft og over 19.000 ikkevestlige kontanthjælpsmodtagere stående klar i kulissen. Det skal regeringen gå i gang med at løse så snart som muligt.«
Han mener, at der skal stilles flere krav til de arbejdsløse.
»Gør de ikke nok for at komme i aktivering, skal de heller ikke have den fulde kontanthjælp. Vi foreslår, at man hæver den nuværende 225-timers regel til 365-timer. Vi ved, at aktivering har en positiv effekt på at få folk i arbejde,« skriver han.