I årevis har en stor gruppe indvandrere stået uden job – nu peger ekspert på, at det er danskernes egen skyld

De halter langt efter mændene på arbejdsmarkedet, og de er langt fra de danske kvinder. Nye tal understreger, at ikkevestlige kvinder har svært ved at komme i job. Ekspert peger på mellemøstlige landes kultur, men spørgsmålet er, om danskernes manglende rummelighed er en større forhindring.

»I Somalia er mange vant til at klare sig selv. Vi har ikke dagpenge – der er ingen, der står klar til at hjælpe dig. Du skal selv sørge for at leve et godt liv og få et arbejde. Men pludselig er du i et system i Danmark, hvor du skal følge nogle bestemte forløb,« siger Amina Mahamoud Hassan, der er formand for den frivillige forening Globen i Aalborg, hvor nydanskere blandt andet kan få råd og vejledning. Cathrine Kjærø Ulf Ertmann/Ritzau Scanpix

Amina Mahamoud Hassan sætter tallerkener på bordet, nogle skiver franskbrød, lidt smør og ost.

Hun er godt kendt i det lille køkken i fælleslokalerne i boligområdet i Aalborg, og de fleste, der kommer forbi os, hilser på hende. Mange kender hende, for det er Amina, de fleste kan komme til, hvis de er i tvivl om noget eller har brug for hjælp og vejledning.