Regeringen vil gøre det sværere at være butikstyv og foreslår nu at øge straffen for butikstyveri og hæleri. 

Det sker som led i et nyt, 14 siders langt udspil, som lanceres under titlen »Sammen om en tryggere hverdag«, og som blev præsenteret torsdag.

»Regeringen ser med alvor på den store stigning i butikstyverier, vi har set de seneste år. Tyverierne er forbundet med store udgifter for butiksejerne. Og tyvene skaber utryghed blandt både kunder og butiksansatte, der hver dag møder ind for at passe deres arbejde. Det skal vi ikke finde os i,« siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) ifølge en pressemeddelelse fra Justitsministeriet. 

»Der skal være afregning ved kasse ét, hvis man bliver taget for butikstyveri,« tilføjer justitsministeren. 

Som Berlingske berettede for nylig, er antallet af anmeldte butikstyverier vokset dramatisk og ligger på det højeste niveau i 19 år.

Flest muligt kriminelle udlændinge skal udvises

Hvis en tyv stjæler mad eller drikkevarer for et par hundrede kroner, vil personen i dag typisk blive straffet med en bøde på ned til 500 kroner. Bødetakten skal hæves til 1.000 kroner, lyder det i udspillet. 

Desuden skal det altid være sådan, at bødestraffen skal overstige værdien af de stjålne varer. Sådan er det ikke altid i dag. I dag straffes tyven typisk med en bøde på 5.000 kroner, selvom værdien af det stjålne på udsalg beløber sig til 7.000-8.000 kroner. Fremover skal straffen lyde på 9.000 kroner i førstegangstilfælde, foreslår regeringen, som også vil hæve bødestraffen for hæleri. 

I 2023 blev der anmeldt godt 25.000 butikstyverier.

Som det fremhæves i udspillet, svarer dette til næsten 70 tyverier i gennemsnit om dagen året rundt, og det kostede ifølge De Samvirkende Købmænd, som har 1.500 supermarkeder og nærbutikker som medlemmer, omkring to milliarder kroner i 2023.

Peter Hummelgaard, hvilken effekt forventer I, at de øgede bødestraffe vil få?

»Vi håber, at det vil få knækket den kedelige stigning, vi har set i butikstyverier. Det er en stor del af formålet med det. Et andet formål er, at vi fra samfundets side siger til tyvebanderne siger, at det her vil vi ikke finde os i.« 

Eksperter har i flere sammenhænge kritiseret højere straffe for manglende evidens for, at det skulle virke. Har I beviser for, at de højere bødestraffe virker?

»Jeg skal ikke kunne svare på, om en forsker et eller andet sted har undersøgt det. Det, jeg kan sige, er, at vi kan se på en række forskellige kriminalitetsformer, at hvis man ikke på én gang både er klar til at bruge jernhandsken og forsøge at forebygge, så kommer man ingen vegne,« siger Peter Hummelgaard. 

Tyverierne foregår mere organiseret end tidligere, siger han. Derfor skal myndighederne også have nye værktøjer, lyder det fra ministeren. 

Ifølge et folketingssvar står udlændinge bag cirka en tredjedel af butikstyverierne. 

I udspillet skriver regeringen, at man ønsker at udvise flest muligt kriminelle udlændinge inden for konventionerne:

»Reglerne om udvisning, herunder administrativ udvisning, skal udnyttes i videst muligt omfang i sager om butikstyveri og hæleri,« hedder det i udspillet. 

Forslag længe undervejs

I 2020 fremsatte Dansk Folkeparti et beslutningsforslag i Folketinget om at hæve straffen for butikstyveri og hæleri. Socialdemokratiet og daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) erklærede sig fra Folketingets talerstol enig i, at bødestraffen for butikstyveri skulle være mindst 1.000 kroner. 

Men Socialdemokratiet kritiserede samtidig forslaget for at gå vidt – eksempelvis ved at lade erhvervsdrivende og ikke kun politiet offentliggøre overvågningsbilleder af formodede gerningsmænd. Det daværende forslag blev således nedstemt. Ministeren meddelte til gengæld, at han selv ville fremsætte et nyt lovforslag i efteråret 2020 om at øge straffen. Det skete dog ikke, men nu er Socialdemokratiet altså klar med udspillet. 

Justitsministeriet er samtidig i dialog med Dansk Erhverv og De Samvirkende Købmænd om muligheden i dele tv-overvågning mellem butikkerne i et lukket system. 

Justitsministeren forventer at fremsætte et lovforslag om øget straf for butikstyveri, oplyser han til Berlingske.