Myndighederne rasler med sablen: Coronapasset kan være på vej tilbage

De danske sundhedsmyndigheder anbefaler, at coronapasset – der ellers har været udfaset hen over sommeren – genindføres op til julefrokostsæsonen. Restauranterne er ikke begejstrede over forslaget, der foreløbigt ikke har politisk opbakning.

Et grønt coronapas kan være en forudsætning for at få adgang til julefrokosten med kollegerne, mener de danske sundhedsmyndigheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Koen Van Weel/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når danskerne de kommende måneder strømmer til julefrokoster på landets restauranter og barer, vil det muligvis kræve et grønt coronapas som adgangsbillet.

I hvert fald hvis det står til de danske sundhedsmyndigheder.

På gårsdagens coronabriefing af folketingspolitikerne, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) havde inviteret til, kom det frem, at Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut anbefaler, at coronapasset genindføres i takt med de stigende smittetal.

De seneste uger er smittetallet steget markant – alene det seneste døgn er 1.671 personer testet positiv for covid-19. Regeringen har derfor besluttet at genetablere lyntest-beredskabet, så der atter kan foretages op imod 100.000 daglige test.

Men ifølge sundhedsmyndighederne er det altså ikke tilstrækkeligt, hvis vi skal undgå mere dramatiske nedlukninger henover vinteren.

Det fortæller Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, der deltog i coronabriefingen fredag.

»Vi blev præsenteret for den aktuelle situation og de mulige scenarier. Og så fik vi myndighedernes bud på, hvilke værktøjer der ville være oplagte at tage i brug. Her er myndighedernes nye anbefaling altså, at en genindførelse af coronapasset vil være det mindst indgribende for samfundet,« fortæller Liselott Blixt.

Foreløbigt ikke flertal

Dansk Folkeparti er dog – ligesom et politisk flertal – foreløbigt afvisende over for at stille det som et decideret krav.

»Jeg ville ønske, at borgere og virksomheder ville tage coronapasset i brug ad frivillighedens vej. At det eksempelvis var restauranterne og virksomhederne selv, der vurderede, om det var en god idé at bruge coronapas, hvis de for eksempel skulle afholde en stor julefrokost med en masse andre firmaer. For hvis vi ikke får kontrol med smitten, vil den med garanti stige massivt, og så risikerer vi nye nedlukninger og tvang. Jeg kan godt være bekymret for, om sundhedsvæsnet vil kunne klare meget stor smittespredning igen,« siger hun.

Coronapasset er gradvist blev udfaset henover sommeren i takt med, at flere og flere danskere blev vaccineret, og smittetallene faldt.

Siden 1. august har man eksempelvis ikke længere skullet vise coronapas ved besøg i teatre, spillesteder og biografer med færre end 500 tilskuere samt forlystelsesparker og zoologiske anlæg. Og siden 10. september har man slet ikke skullet bruge coronapasset inden for landets grænser. Kun ved rejser i udlandet har et grønt pas været en nødvendighed.

Foretrækker pas frem for nedlukning

Fra dansk erhvervsliv har der de seneste uger været enkelte meldinger om, at virksomheder – af frygt for smittespredningen – har aflyst eller begrænset events og julefrokoster. Hos HORESTA, der repræsenterer landets hoteller og restauranter, mener man dog ikke, at krav om coronapas er aktuelt.

»Som situationen er lige nu, mener vi ikke, det er nødvendigt med nye restriktioner. Hvis det eskaleres yderligere, må man kigge på det. Og det er klart, at vores medlemmer i så fald vil foretrække coronapasset frem for nye nedlukninger. Efter halvandet år med økonomiske tæv har vi ikke råd til at lukke ned en gang til. Så hellere tage tingene i opløbet,« siger politisk chefkonsulent i HORESTA, Kristian Nørgaard.

En frivillig genindførelse af passet op til julefrokostsæsonen kan dog »sagtens være en løsning«, siger han.

»Men det bør være de virksomheder, der afholder julefrokosten, som må beslutte det, ikke restauranten. Det er ikke rimeligt at bede den enkelte restauratør beslutte, om vedkommende skal kræve coronapas fra alle sine gæster eller ej.«

Dansk Erhverv: Vi har ro i maven

Heller ikke hos arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv er man klar til at gå i fuldt alarmberedskab. Rygterne om bølger af aflyste julefrokoster er ikke noget, organisationen kan bekræfte, fortæller markedschef Lars Ramme Nielsen:

»Jeg mener ikke, behovet for coronapasset er der nu. Virksomhederne er klar med at indføre skiltning, sprit og vejledning, og vi vil naturligvis på det kraftigste opfordre folk til at tage imod den gratis vaccine. Hvis det ikke skulle være tilstrækkeligt, kan vi hurtigt genoplive vores beredskab, for vi er gudskelov et helt andet sted end sidste år,« siger han.

Udsigten til en genindførelse af coronapasset får ham ikke til at ryste på hånden:

»Vi er meget glade for konstruktionen med coronapasset og faktisk også stolte af at have været med til at udvikle det. Vi jubler ikke over udsigten til at skulle genindføre det, for naturligvis er det en byrde, men vi har ro i maven, hvis det skulle ske, for danskerne er øvet i det.«

Berlingske har ikke kunnet få en kommentar fra Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen.