Motolavej: Tre ministre skal nu besøge det konfliktramte kvarter
En voldsom konflikt i et boligområde i Korsør fører nu til ministerbesøg. Formand for boligforeningen er glad for at have fået regeringen i tale, siger han til Berlingske.

En voldsom konflikt i et boligområde i Korsør fører nu til ministerbesøg. Formand for boligforeningen er glad for at have fået regeringen i tale, siger han til Berlingske.

En årtier gammel konflikt, der begyndte i en flygtningelejr i Libanon i 1980erne, hærger nu Motalavej i Korsør. Særligt unge fra de to familier har hærget Korsør og ghettoområdet Motalavej med masseslagsmål, vanvidskørsel og narkosalg siden sommerferien forrige år. Sagen har været meget diskuteret i medierne, og boligforeningens formand, Ebbe Jens Ahlgren, har kontaktet justitsministeren for at finde en løsning.
Det har tilsyneladende haft en effekt, for torsdag 10. september kommer både justitsminister Nick Hækkerup (S), boligminister Kaare Dybvad Bek (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) på besøg på vejen. Det skriver sn.dk, og det bekræfter formand for BoligKorsør, Ebbe Jens Ahhlgren, over for Berlingske.
»Det her en en samfundsmæssig opgave, og derfor er jeg enormt glad for, at det er lykkedes at få regeringen i tale,« siger Ebbe Jens Ahlgren.

Der er sendt en invitation ud til beboerne på vejen, som i et begrænset antal kan møde op og stille spørgsmål til de tre ministre. I invitationen, som Berlingske er i besiddelse af, står der, at ministrene vil have en dialog om områdets udfordringer, og hvordan man kan udvikle området og derved »tackle de aktuelle problemer«
Ud over de gamle klanstridigheder handler konflikten ifølge Slagelse Kommune også om æresrelaterede ting og narkosalg i området. En underretning indgivet af den ene familie om den anden families børn bliver også nævnt som mulig forklaring på fejden.
»Og så eskalerer det fuldstændig vanvittigt, når de unge har været i kontakt med hinanden og får svinet og truet hinanden,« sagde en tidligere beboer til Berlingske forleden.
Lokale imamer har også forsøgt at mægle i fejden, som Berlingske skrev i sidste uge. Den foreløbige ro skyldes ifølge Berlingskes kilder den mægling, som imamen Hussein El-Khodr har forestået over tre måneder. Men imamernes tilsyneladende succesrige mægling fik boligminister Kaare Dybvad Bek til at tordne mod »parallelsamfund« på Facebook.
Næstformand og retsordfører i Venstre, Inger Støjberg, udtalte i et interview med Berlingske torsdag, at hun ønsker kort proces og udvisning af de ansvarlige bøller.
»Jeg har ikke brug for nogen som helst af de typer, der indgår i konflikten. Udlændinge, der er i Danmark, arbejder, passer deres og har taget de danske værdier til sig, bidrager positivt. Men det er der desværre alt for mange, som ikke gør,« sagde Inger Støjberg.
Et af problemerne er ifølge Ebbe Jens Ahlgren, at der er for lange sagsbehandlingstider, så de zoneforbud, der er udstedt, ikke bliver overholdt, eller ikke fører til straf hurtigt nok, hvis de overtrædes.
»Vi skal kunne smide folk ud af kvarteret, hvis de overtræder loven, og de burde få en straksstraf, hvis de overtræder zoneforbuddet,« siger han.