
Mindst ti gange kunne borgere ikke komme direkte igennem til vagtcentralen, selvom en person havde hjertestop
»Ved hjertestop betyder hvert minut uden den rette behandling ti procent mindre chance for at overleve. Tid er afgørende,« forklarer Katrine Jo Andersen, undersøgende journalist på Berlingske.
Tusindvis af borgere i hovedstadsområdet har i de seneste måneder oplevet ikke at kunne komme direkte igennem til vagtcentralen, når de ringede 112. I mindst ti tilfælde var der tale om hjertestop, fortæller medarbejdere.
Det er sket mindst ti gange, at en borger i hovedstadsområdet har ringet 112 på grund af et hjertestop, men ikke er kommet direkte igennem til vagtcentralen.
Det fortæller to medarbejdere med overblik over de mistede opkald til regionens 112-vagtcentral, til Berlingske. Minimum ét af eksemplerne har handlet om et barn med hjertestop.
Berlingske har gennem lækkede dokumenter og udtalelser fra 30 medarbejdere afsløret, hvordan vagtcentralen i Region Hovedstaden i løbet af 29 døgn de seneste tre måneder mistede 2.482 opkald.
Det vil sige opkald, som ikke inden for 22 sekunder har kunnet gå direkte igennem til en sundhedsfaglig medarbejder på regionens 112-vagtcentral, der kan guide den person, som ringer ind, vurdere den tilskadekomnes tilstand og ud fra det sende den rette hjælp.
Medarbejderne ønsker, at offentligheden får kendskab til antallet af de mistede opkald, fordi de er overbevist om, at de mistede opkald enten har kostet menneskeliv eller kommer til at koste menneskeliv.
»Ét minut kan være forskellen på liv og død«
Det er næsten umuligt at bevise, om en patients liv kunne være reddet, eller en hjerneskade kunne være undgået, hvis opkaldet var blevet besvaret med det samme. Men den nu tidligere vagtleder Peter er ikke i tvivl om, at de mistede opkald har haft fatale konsekvenser.
»Alene ud fra mængden af mistede opkald angående hjertestop er jeg overbevist om, at det her har kostet liv,« siger han til Berlingske. Peter sagde op på vagtcentralen denne sommer.
Du kan læse hele historien om de mistede opkald på 112 her.
En sygeplejerske fra Region Hovedstadens vagtcentral har oplevet, at en borger først kom igennem til hende, tre-fire minutter efter at hendes mand var faldet om med hjertestop.
Og selvom få minutter måske ikke lyder af alverden, kan selv en lille forsinkelse koste liv.
»Ved hjertestop forringes chancerne for at overleve med ti procent for hvert minut uden hjælp. Ét minut kan være forskellen på liv og død. Borgerne har ét sted at få hjælp i den akutte situation. Det er på regionens 112-vagtcentral, og her risikerer de at blive ladt i stikken. Jeg kan ikke stå på mål for det længere,« siger sygeplejersken til Berlingske.
Alene i første uge af september var der ifølge Berlingskes oplysninger mindst 600 mistede opkald. Det vil sige opkald, som ikke har kunnet gå direkte igennem til en sundhedsfaglig medarbejder på regionens 112-vagtcentral, der kan sende en ambulance og guide til førstehjælp.
Vagtcentralchef Preben Hansen oplyser til Berlingske, at han ikke er bekendt med episoder, hvor de mistede opkald har kostet menneskeliv. Han afviser, at de mistede opkald er farlige for borgerne, fordi et mistet opkald som udgangspunkt vil udløse en ambulance med udrykning. Dog har medarbejdere fortalt til Berlingske, at der ikke er blevet sendt ambulancer til samtlige på dage med mange mistede opkald.
Preben Hansen medgiver, at dette er korrekt. Han tilføjer, at der normalvis afsendes ambulance med udrykning i under 50 procent af opkaldene, da størstedelen af opkaldene ikke vedrører livs- eller førlighedstruende tilstande. Derfor afsender vagtcentralen heller ikke ambulancer med udrykning i alle de tilfælde, hvor man modtager en elektronisk besked om, at et opkald er mistet.
Vagtcentralchefen forklarer, at de mistede opkald er et resultat af flere opkald til vagtcentralen efter genåbningen af samfundet, som man ifølge ham ikke har kunnet forudse. I flere weekender har antallet af opkald ligget på niveau med nytårsaften.
»Jeg synes, at det er dybt beklageligt, at vi er havnet i den her situation. Jeg kan ikke fremskaffe kvalificerede medarbejdere nok,« siger han.
I 2020, hvor Danmark i perioder var nedlukket, modtog vagtcentralen i gennemsnit 432 opkald om dagen. I juli i år modtog vagtcentralen 506 opkald dagligt.
Del: