Med to nye etstjernede restauranter og én ny tostjernet er Michelinguidens udspil for 2018 en behersket succes i danske øjne – ikke mindst set i den kontekst, at vi de seneste år har været vant til en vanvittig vækst i antallet af stjerner herhjemme.
Men hvis man tager i betragtning, at der ikke har været nogen oplagte åbninger af det, jeg ynder at kalde fullprice restauranter – altså restauranter i den klasse, hvor maden alene koster mindst 1.000 kr. per næse – i det forgange år, er resultatet slet ikke så ringe endda.
Der er nok tale om en slags stilhed før stormen, forstået på den måde, at det store brag måske kommer næste år, når de berygtede hemmelige inspektører fra den røde franske guide har haft lejlighed til at besøge det nye Noma på Refshalevej, som åbnede sidste uge og derfor ikke har været en mulig kandidat til stjerner i år.
For mig kommer det bestemt ikke som en overraskelse, at Kadeau København har fået sin anden stjerne. For nu to år siden flyttede Kadeau-drengene, som har deres moderrestaurant på Bornholm, længere ned ad Wildersgade på Christianshavn og valgte samtidig at gå ned i antallet af gæster og op i ambitionsniveau.
Under mit besøg kort efter åbningen havde jeg således en konstant tostjernet fornemmelse i maven.
Hvad angår de to nye etstjernede, Jordnær i Gentofte og MeMu i Vejle, må jeg erkende, at jeg ikke har spist de pågældende steder – men jeg har smagt et par retter derfra til Årets Ret (Danske Madanmelderes årlige »Oscar-show«).
Og det er ingen hemmelighed, at begge steder har været blandt favoritterne til nye stjerner.
Derimod var der ingen tvivl om, at det var Sveriges aften.
Sverige fik sin første trestjernede i form af Frantzén i Stockholm, hvilket for undertegnede kom som en moderat overraskelse. Ikke fordi stedet, som jeg besøgte i november, ikke har kvaliteten, men fordi Björn Frantzén har været lukket et år og kun har haft sit nye sted åbent i tre måneder før guidens deadline.
Så var jeg mindre overrasket over, at Daniel Berlin, som har bare fem borde med plads til 20 gæster i Skåne, var klar til to stjerner. Restauranten, hvor Daniels far fungerer som både chauffør, restaurantchef og sommelier, er helt unik.
Aftens største nyhed var måske i virkeligheden selve formatet. Den konservative franske guide med 118 år på bagen har traditionelt set altid holdt kortene meget tæt til kroppen. Som journalist var man indtil for få år siden lykkelig for bare at få tilsendt en pressemeddelelse med listen over nye stjerner mandag morgen.
Så det er ikke så lidt af en udvikling, at guiden i dag fyrer et fuldtonet award show af med Landbrug & Fødevarer som hovedsponsor for rullende kameraer i den store sal på Københavns Rådhus. Faktisk så grandiose omgivelser, at man som dansker nok kunne føle, at der skulle lidt flere rød-hvide stjerner til at fylde rummet ud.
Søren Frank er Berlingskes mad- og vinredaktør.