Da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag mødtes med USAs præsident Donald Trump under NATO-topmødet i London, mødte hun op med en plan under armen for øget overvågning af Grønland.
Danmark er kommet under pres fra den amerikanske præsident, fordi vi ikke indfrier NATOs målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på militæret. Derfor har regeringen lanceret en række tiltag, der skal formilde den amerikanske præsident ved at komme USA og NATO i møde på andre områder. Og blandt de øverste punkter på den amerikanske ønskeliste er overvågning af luftrummet over Grønland, som er af afgørende strategisk betydning for amerikanerne. Grønland er i dag uden beskyttelse mod for eksempel russiske fly.