Det Hvide Hus inddrager CNN-journalists akkreditering
CNN's korrespondent i Det Hvide Hus Jim Acosta har onsdag fået inddraget sin presseakkreditering efter en konfrontation med præsident Donald Trump under et pressemøde tidligere på dagen.
De to begyndte at diskutere, da Jim Acosta kritisk spurgte Donald Trump om den karavane af mellemamerikanske migranter, der er på vej op gennem Mexico med kurs mod grænsen til USA.
Da Acosta forsøgte at stille et opfølgende spørgsmål, svarede præsidenten:
- Så er det nok.
Samtidig forsøgte en kvindelig medarbejder uden held at tage mikrofonen fra CNN-journalisten.
Pressetalsmand i Det Hvide Hus Sarah Sanders offentliggjorde efterfølgende en erklæring, hvori hun beskylder Jim Acosta for at »lægge hånd på en ung kvinde, der blot forsøgte at gøre sit arbejde som praktikant i Det Hvide Hus«.
Sarah Sanders kalder journalistens opførsel »fuldstændig uacceptabel«.
På tv-billeder kan man se en ung kvinde, som rejser sig fra en stol på første række og går hen til Jim Acosta. Hun forsøger tre gange at tage mikrofonen ud af hånden på ham, mens hun flere gange kigger op på præsidenten.
Jim Acosta virker under hele optrinet til at fokusere på Trump, og først da kvinden tredje gang forsøger at tage mikrofonen, vender han blikket mod hende og strejfer hendes arm med sin hånd.
Imens siger han:
- Undskyld mig frøken.
På Twitter kalder han Sarah Sanders' beskyldninger mod ham for »en løgn«.
I en erklæring støtter CNN Jim Acosta. Tv-stationen udtaler, at Det Hvide Hus har inddraget journalistens akkreditering som »gengæld for hans kritiske spørgsmål«.
Samtidig beskylder CNN Sarah Sanders for at lyve om Jim Acostas handlinger.
- Sanders er kommet med svinagtige beskyldninger og refererer til en hændelse, der aldrig har fundet sted.
- Denne hidtil usete beslutning er en trussel mod vores demokrati, og landet fortjener bedre, oplyser CNN, der i samme ombæring understreger, at "Jim Acosta har vores fulde støtte".
47-årige Acosta har arbejdet for CNN siden 2007.
/ritzau/AP
Pakistan løslader blasfemidømt kvinde fra fængsel
Den kristne kvinde Asia Bibi er blevet løsladt fra fængslet i Multan i det sydlige Pakistan. Det sker, en uge efter at landets højesteret omstødte en dødsdom for blasfemi mod hende.
53-årige Asia Bibi befinder sig på et sikkert sted af frygt for angreb mod hende.
Det oplyser tre unavngivne sikkerhedsfolk torsdag.
Det udløste vrede og voldsomme demonstrationer blandt islamister, da Pakistans højesteret onsdag i sidste uge frikendte Asia Bibi, som har siddet på dødsgangen siden 2010.
Massedemonstrationer lammede i dagevis flere dele af Pakistan, indtil det islamistiske parti Tehreek-i-Labaik Pakistan (TLP) og den pakistanske regering fredag indgik en aftale om at stoppe protesterne.
Sagen om Asia Bibi har også vakt forargelse blandt kristne, og tidligere i år mødtes pave Frans med hendes familie og fortalte, at han bad for hende.
Italienske myndigheder oplyste desuden tirsdag, at de vil forsøge at hjælpe Bibi, der er katolik, med at forlade Pakistan.
Sikkerhedsfolk fortæller torsdag, at Asia Bibi er blevet fløjet til en lufthavn nær hovedstaden Islamabad. Hun er i beskyttet varetægt, fordi hun er blevet truet på livet.
Asia Bibis forsvarsadvokat, Saiful Malook, som tidligere på ugen flygtede ud af Pakistan og søgte asyl i Holland, bekræfter, at hun ikke længere er i fængsel.
- Det eneste, jeg kan fortælle, er, at hun er blevet løsladt, siger Saiful Malook.
En talsmand for TLP siger, at løsladelsen krænker den aftale, som partiet indgik med regeringen i sidste uge.
I aftalen står der blandt andet, at regeringen ikke vil gøre indsigelser, hvis højesterets beslutning om at frikende Asia Bibi bliver appelleret. Ifølge aftalen skal der også indføres et udrejseforbud for Asia Bibi, således at hun ikke kan forlade Pakistan.
- Aktivisterne fra TLP er oprørte, fordi regeringen har brudt aftalen med vores parti. Lederne har udvist uærlighed, siger partitalsmand Ejaz Ashrafi.
Hvis den pakistanske regering tillader Asia Bibi at rejse ud af landet, kan den komme til at stå over for nye protester fra TLP og andre islamistiske partier.
/ritzau/Reuters
To busser kolliderer i Zimbabwe og dræber 47 mennesker
Lighuset på det lokale hospital er løbet tør for plads og har derfor bedt en privat bedemand om hjælp.
47 mennesker mistede onsdag livet, da to busser kolliderede på en vej mellem Zimbabwes hovedstad, Harare, og den østlige by Rusape.
Det oplyser zimbabwisk politi.
- Vi kan bekræfte, at 47 personer er døde i en trafikulykke på motorvejen mellem Harare og Mutare, siger polititalsmand Paul Nyathi.
På Twitter skriver Zimbabwes største avis, The Herald, at billeder fra ulykkesstedet er for voldsomme til at offentliggøre.
Avisen skriver videre, at lighuset på det lokale hospital i Rusape er løbet tør for plads og derfor har bedt om hjælp fra en privat bedemand.
Trafikulykker sker ofte i Zimbabwe, hvor mange veje ikke bliver ordentligt vedligeholdt. Dog havde den motorvej, hvor onsdagens ulykke skete, for nylig fået ny asfalt.
I juni sidste år mistede 43 mennesker livet i en busulykke i den nordlige del af landet på den motorvej, der fører til nabolandet Zambia.
Zimbabwes vicetrafikminister, Fortune Chasi, siger onsdag, at regeringen vil arbejde hen imod at komme de mange dødsulykker til livs.
- Det er unødvendige tab af liv. Denne ulykke bliver den sidste, inden der træffes hårde foranstaltninger, siger han og tilføjer, at der vil blive stillet strengere krav til offentlige køretøjer og deres ejere.
/ritzau/AFP