Medstifteren og den første guitarist i den legendariske rockgruppe Fleetwood Mac, Peter Green, er død i en alder af 73 år.

Det skriver BBC, efter at Peter Greens familie i en meddelelse oplyser, at han døde i denne weekend.

- Det er med stor sorg, at familien til Peter Green må oplyse om hans død i denne weekend. Han døde fredfyldt i sin søvn, står der ifølge BBC.

Britiske Peter Green skabte rockbandet Fleetwood Mac i 1967 sammen med trommeslager Mick Fleetwood.

Han døjede med svære psykiske problemer og i 70'erne blev han diagnosticeret med skizofreni.

De psykiske udfordringer fik ham til at forlade bandet allerede i 1970.

Derfor var han heller ikke med på mange af de senere album, herunder "Rumours" fra 1977, som af mange anses som det bedste Fleetwood Mac-album.

I 1998 blev han sammen med syv andre medlemmer af rockgruppen indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame.

Opdateres...

/ritzau/