Medier: »Boghandleren fra Brønshøj« er idømt dødsstraf i Marokko

Said Mansour fik i 2016 endegyldigt frataget sit danske statsborgerskab, og sidste år satte danske myndigheder ham på et fly til Marokko. Ifølge marokkanske medier er han nu dømt til døden for sin rolle i drabet på flere personer i 2003 under et terrorangreb med selvmordsbombere i Casablanca.

Said Mansour er hele vejen til Højesteret blevet dømt for at opfordre til terror, og han blev i 2019 udvist til Marokko. Her er han nu er blevet idømt dødsstraf. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeanne Kornum/Ritzau Scanpix

Den kendte islamist Said Mansour, der også er kendt som »Boghandleren fra Brønshøj« og har været involveret i flere danske terrorsager gennem tiden, er blevet dømt til døden i Marokko.

Det skriver flere marokkanske medier ifølge Ritzau.

Said Mansour fik i Danmark i 2016 endegyldigt frataget sit danske statsborgerskab i Højesteret og blev udvist for bestandigt efter at have opfordret til terror.

I januar 2019 satte danske myndigheder ham på et fly til Marokko som et led i en aftale mellem henholdsvis den danske og marokkanske regering. Marokko har gennem årene flere gange krævet Mansour udleveret til retsforfølgelse i forbindelse med et terrorangreb i 2003 med selvmordsbombere i Casablanca, hvor 45 personer mistede livet.

Og nu har det marokkanske retssystem altså ifølge flere medier afsagt dom over den hjemsendte Mansour, som angiveligt er dømt til døden for at have været involveret i drab på flere mennesker.

Ritzau skriver, at nyhedsbureauet har søgt oplysningen bekræftet ved det danske Udenrigsministerium, den marokkanske ambassade i Danmark og den danske ambassade i Marokko. Det er indtil videre ikke lykkedes.

Over for Berlingske afviser Udlændinge- og Integrationsministeriet ligeledes at be- eller afkræfte oplysningen. Minister Mattias Tesfaye (S) afviser af samme grund at kommentere oplysningen.

Under tidligere bestræbelser på at få udleveret Said Mansour til Marokko har marokkanske myndigheder forsikret, at de ikke ville forsøge at få ham idømt dødsstraf.

Det fremgår af en afgørelse fra Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der i februar 2019 afviste en klage fra Mansour over de danske afgørelser om fratagelse af statsborgerskab og udvisning.

Da Said Mansour i begyndelsen af 2019 af de danske myndigheder blev sendt med fly til Marokko, beskrev daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) det til DR som en »overordentlig glædelig« nyhed, at Marokko var gået med til at tage imod den 58-årige mand, som hun kaldte »en af verdens allermest fanatiske islamister overhovedet«.

Støjberg var i foråret 2018 i Marokko for at drøfte muligheden for at sende Said Mansour tilbage til det nordafrikanske land, ligesom daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) havde »arbejdet intenst« på sagen.

Inger Støjberg forklarede dengang også til Ritzau, at Marokko havde givet den danske regering garanti for den terrordømte og nu hjemsendte dansk-marokkaner Said Mansours sikkerhed.

»Der er selvfølgelig fuldstændig styr på tingene i forhold til Said Mansour, og jeg må sige, at jeg er meget tilfreds med det. Men det er selvfølgelig også set i det lys (Mansours sikkerhed, red.) naturligt, at en sag som den her tager meget lang tid,« sagde Inger Støjberg.

Inger Støjberg er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelse om, hvorvidt en dødsdom i Marokko er forenelig med den aftale, hun som minister indgik med den marokkanske regering.

Retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, som ligeledes glædede sig over udvisningen af Said Mansour, bemærker, at »alle kriterier for, hvordan han kunne udvises og udsendes af Danmark jo var opfyldt«.

»Derfra er det egentlig en sag for Marokko. Jeg er glad for, at han ikke længere er i Danmark, for han begik gang på gang ny kriminalitet og opmundrede andre til ekstremisme og islamisme og terrorisme,« siger Peter Skaarup og tilføjer, at han i øvrigt gerne så, at flere blev udsendt fra Danmark, især terrordømte.

Adspurgt, om han mener, det er problematisk, at Danmark – såfremt meldingerne i de marokkanske medier er korrekte – har udsendt en person til dødsstraf i et andet land, siger Peter Skaarup:

»Det er svært for mig at bedømme, hvad der er sket mellem den danske og marokkanske regering i den her sag. Det er klaret mellem de to landes ministre. Set fra vores side er det bare godt, at han ikke er i Danmark længere.«

Da Said Mansor i 2019 blev udsendt fra Danmark, var en journalist fra Radio24syv med på flyet. De to udvekslede breve i flyet. I et af dem skrev Mansour:

»Med min udvisning til Marokko mener jeg, at Danmark har brudt Genève-konventionens regler om menneskerettigheder, fordi Danmark godt ved, at Marokko har dødsstraf og tortur.«