Medie: Japans kronprins besøger Danmark i juni

Ifølge japansk avis kommer Japans kronprins til Danmark i juni. Han mødes med dronningen og kronprinsparret.

Japans kronprins, Naruhito, kommer til Danmark 15.-21. juni. Arkivfoto. Scanpix/Kazuhiro Nogi Fold sammen
Læs mere

Japans kommende kejser, kronprins Naruhito, kommer på officielt besøg i Danmark 15.-21. juni. Det skriver den japanske avis Mainichi.

Besøget skal markere 150 år med diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark.

Under besøget i Danmark skal kronprins Naruhito spise frokost med dronning Margrethe og deltage i en middag med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, skriver avisen.

Besøget fremgår endnu ikke af det danske kongehus' kalender.

Kronprins Naruhito ventes at holde tale i forbindelse med åbningen af en udstilling om Japan. Han skal også besøge en skole for psykisk handicappede og en vindmøllefabrik.

Den japanske kronprins var egentlig inviteret til Danmark sammen med sin kone, kronprinsesse Masako. Men hun bliver hjemme. Ifølge Mainichi er kronprinsessen blevet behandlet for en stressrelateret sygdom.

Den japanske kronprins' sidste besøg i Danmark var i forbindelse med kronprinsparrets bryllup i 2004.

Besøget kommer i forlængelse af uro om kejserdømmet i Japan. Tidligere på måneden besluttede Japans regering, at kejser Akihito kan få lov til at abdicere. Kejseren er 83 år og har givet udtryk for, at helbredet skranter.

Tidligere har japanske medier skrevet, at en sandsynlig dato for tronskiftet er 1. januar 2019. Ny kejser bliver så kronprins Naruhito.

Sidst, en kejser gik af før tiden i Japan, var i 1817.

/ritzau/