Mattias Tesfaye: »Det afgørende for mig er, at jeg kan tage i Rødovre Centrum uden at møde de her fremmedkrigere«

I et interview til Berlingske kalder udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) loven om at kunne fratage statsborgerskaber for »en succes«, selvom en dommer endnu ikke har taget stilling til, om sagerne holder i retten.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) kalder loven, der gør det muligt at fratage statsborgerskaber, en succes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For 15 måneder siden tog udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye det første statsborgerskab fra en Syrien-jihadist, og siden har han som minister inddraget i alt ti statsborgerskaber, efter at et stort flertal i Folketinget i hast i oktober 2019 indførte muligheden for at ramme udrejste Syrien-jihadister.

Loven giver de ramte fire uger til at indklage beslutningen til retssystemet, og det gjorde den første, som blev ramt: en dansk-tyrkisk mand med initialerne SK. Men han har nu opgivet at få sit danske statsborgerskab igen, blandt andet med henvisning til at det tager så lang tid. Endnu har en dansk domstol ikke taget stilling til én eneste af de i alt fem påklagede sager.

Alligevel kalder udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) i et interview til Berlingske loven – som kritiseres for at se stort på retssikkerheden – for »en succes«.

Som minister på det her område, synes du så, at det er en god nyhed, at sagen om SK ikke bliver efterprøvet ved retten?

»Det har jeg ikke rigtigt nogen holdning til. Jeg synes, det er en god nyhed, at han ikke er dansk statsborger, og at han ikke kan indrejse til Danmark. Det er det vigtigste.«

Du har tidligere udtalt, at loven har »virket efter hensigten«, i forbindelse med at I nu har frataget statsborgerskabet fra ti personer. Er det en del af hensigten, at det skal tage så lang tid at få retsprøvet de her afgørelser?

»Man skal huske, at vi fremsatte de her forslag i efteråret 2019, fordi der var ustabilitet i nogle af lejrene i den nordlige del af Syrien. Der var nogle fremmedkrigere, der var sluppet ud af nogle af de her lejre. Og der var en frygt for, at nogle af dem ville sætte sig i bevægelse mod Europa med et dansk pas i rygsækken.«

»Vores ønske i regeringen var, at de her fremmedkrigere ikke skulle komme til Danmark. Derfor gik vi ret hurtigt i gang med at behandle den her lovgivning i Folketinget. Og ret hurtigt fik vi frataget statsborgerskabet fra de første. Det var vigtigt, og det var hensigten, at det skulle gå stærkt.«

»I dag kan jeg konstatere, at der ikke er nogen af de her ti personer, der er indrejst i landet. Så i den forstand er lovgivningen en succes.«

»Jeg har ikke noget specielt ønske om, at efterfølgende retssager skal retsprøves.«

Kritikere peger på, at rammen, som loven sætter for retsprøvelse, er så snæver, at det kan være et problem for retssikkerheden. Hvorfor ikke gøre retsprøvelsen lidt lettere?

»Det er vigtigt for mig, at almindelige retsstatsprincipper også gælder her. Og man har selvfølgelig muligheden for at indbringe myndighedernes afgørelse for en domstol. Men jeg har ikke haft noget ønske om, at der skulle være særligt gunstige muligheder for at anke.«

»Det altafgørende for mig er, at de ikke er indrejst i Danmark. Og at loven selvfølgelig er skruet sammen på en måde, så den lever op til almindelige forvaltningsretlige principper. Herunder muligheden for at indbringe det for domstolen. Jeg får en orientering, hver gang en sag bliver indbragt for domstolene. Og jeg er fuldt ud bevidst om, at der ikke er faldet nogen dom endnu. Men i virkeligheden mener jeg bare, at det beviser, at loven fungerer, som den skal: Dem, der er utilfredse med afgørelsen, indbringer det for en domstol. Vi har ikke noget særligt ønske om, at det skal tage lang tid.«

Er det ikke lidt tidligt at kalde en lov for en succes, før man rent beset ved, om den holder i retten?

»Det synes jeg ikke. Det afgørende for mig er, at jeg kan tage i Rødovre Centrum uden at møde nogen af de her fremmedkrigere. Der er ikke en eneste af de ti personer, der er indrejst til Danmark, og det var formålet med loven. Derfor er jeg godt tilfreds.«

»Det er klart, hvis dommeren i en konkret sag i landsretten beslutter sig for, at den afgørelse, vi har truffet i Udlændingeministeriet, er forkert, så må vi bøje os for det. Men indtil der er en dommer, der siger det, så betragter jeg alle afgørelser som gyldige, ordentlige og lovlige.«

Nogle af de her mennesker sidder i fangelejrene al-Roj og al-Hol. Nogle mener, at det vil ende med at blive nogle tvivlsomme retssager. Er du bekymret for, om det overhovedet kan lade sig gøre at få efterprøvet de her sager?

»Nej, jeg er ikke bekymret for det. Men da vi vedtog lovgivningen, forholdt vi os også til den her udfordring, som er åbenlys. Nemlig at de opholder sig langt uden for Danmarks grænser og også i et område, hvor det kan være svært for danske myndigheder at agere. I sidste ende er det jo op til dommeren at afgøre, hvordan de her fremmedkrigere skal indgå i retssagen. De behøver ikke nødvendigvis at være fysisk til stede i et dansk retslokale. Det kan ske, som du siger, ved afhøringer uden for Danmarks grænser eller ved en video- eller telefonforbindelse. Eller ved en skriftlig erklæring.«

»Vi har en ret høj standard ved danske domstole, og den har jeg fuld tiltro til, at dommerne også i de her sager vil sikre sig. Det er rigtigt, at den praktiske gennemførelse foregår anderledes end den gennemsnitlige retssag i Danmark. Men det er også en speciel situation, og det er nogle mennesker, der selv har bragt sig i en frygtelig situation.«

»De har rejst til et område i et forsøg på at opbygge et samfund, der bygger på nogle af de mest morderiske idealer, som vi har kendt til i mange år.«

»Vores udgangspunkt har hele tiden været, at det er med åbne øjne, at de er indrejst i områder, der var ulovlige at indrejse i. De har deltaget på den anden side af en krig imod de værdier, som Vesten og demokratiet står for. De tabte heldigvis krigen, og nu gør vi, hvad vi kan, for at undgå, at de kommer tilbage til Danmark.«

»Så har vi så vores retsstatsprincipper i behold i den her kamp mod ekstrem ekstremisme. Det gør vi ved at sige, at de selvfølgelig kan anke det til en domstol. Det er ikke ministeren, det er dommeren, der afgør, hvordan den retssag konkret skal gå.«