Massetest af unge kan blive våben mod coronaboom i hovedstaden

De næste to uger kan alle unge i et stort antal kommuner i og omkring København blive opfordret til at lade sig teste.

Ligesom i Nordjylland kan der være lagt op til massetestning af flere hundrede tusinde borgere, når regeringen sætter gang i en række særlige tiltag for at dæmpe coronasmitten i hovedstadsområdet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Op imod 200.000 unge i hovedstadsområdet mellem 15 og 25 år kan i de næste to uger komme til at blive testet for coronavirus i et forsøg på at dæmme op for smittespredningen i København og omegnskommunerne.

Massetestningen af unge kan således blive et centralt instrument, hvis regeringen som forventet sætter gang i en række særlige tiltag i et stort antal kommuner i hovedstadsområdet, erfarer Berlingske.

I givet fald bliver det op til Region Hovedstaden at skrue op for testaktiviteten, som kommer til at foregå i såvel de 15 mobile testenheder, som regionen råder over, som i de eksisterende testcentre.

Forventningen er desuden, at man vil få forstærkning fra andre regioner, på samme måde som Region Hovedstaden har haft sendt mobile testenheder til for eksempel Nordjylland.

Opfordringen til de unge om at lade sig teste kan blandt andet komme til at udgå fra uddannelsesinstitutioner, kommuner og sociale medier.

Den omfattende testning, der lægges op til blandt unge, skyldes ikke mindst, at der er konstateret et stigende smittetal blandt 10-29-årige i flere kommuner i hovedstadsområdet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fremlagde forleden tal fra midten af november, der viste, at den såkaldte syvdages incidens (nysmittede den seneste uge i forhold til indbyggertallet) i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune var steget fra 185 til 210.

Aktuelt ligger incidensen samlet på 242 i kommunerne i og omkring København mod 144 på landsplan.

Umiddelbart kan der være lagt op til, at det er unge i følgende 17 kommuner, der vil blive tilbudt at blive testet:

Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk, Ballerup, Herlev, Gladsaxe København, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Tårnby og Dragør.

Andre kommuner med et højt smittetryk i regionen, blandt andet Helsingør, presser dog også på for at blive omfattet af de særlige tiltag, der nu sættes i gang.

Massetestning var også en del af den særlige indsats i Nordjylland for at dæmme op for minksmitten. Her blev 176.337 borgere ud af de i alt 280.701 borgere i syv kommuner testet i testperioden fra 7. november til den 30. november.