Når sommerferien er forbi, vil en del skolebørn møde op i en splinterny privatskole.
I år slår hele 21 nye privatskoler nemlig dørene op, skriver Politiken på baggrund af Undervisningsministeriets institutionsregister.
Og det er usædvanligt mange for antallet af nyåbnede privatskoler. Tallet er nemlig højere end i selv 2010 og 2011, hvor ekstraordinært mange folkeskoler lukkede, skriver avisen.
Ifølge formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, åbner skolerne i protest. Han peger på, at et faldende børnetal i mindre befolkede områder har betydet skolesammenlægninger.
Selv om lærerformanden er tilhænger af privatskoler, mener han, at smertegrænsen er ved at være nået.
»Hvis ressourcestærke vælger folkeskolen fra, er der ingen bærere af folkeskolen«, siger Anders Bondo Christensen til Politiken.
Folkeskolereformen kan have været en af årsagerne til, at der åbnes mange nye privatskoler, mener formand for Friskoleforeningen, Peter Bendix.
Han peger over for Politiken på, at debatten om folkeskolen kan have fået forældre til at ville have en skole, der passer bedre med deres familiers værdier.
De nye privatskoler ligger især i Nordjylland.