Christianitterne havde ikke set det komme. Nok især ikke på den bidende kolde decemberdag tilbage i 2013, da isen lå glat på vejene, himlen var grå og hverken fristaden eller resten af København tog sig ud fra sin bedste side.
Men der stod han altså.
Hans Kongelige Højhed. Prinsgemalen. Prins Henrik.
Iført mørk pelshue, ternet tørklæde, varm uldfrakke og et bredt smil til dem, der anmodede om et foto med ham. Sammen med sine fire udenlandske gæster havde han taget en spontan tur ud på Christiania for at se på kunst i malerværkstedet og kvindesmedjen.
Lige så spontan var danskernes begejstring over det kongelige besøg. Her var en mand, der ikke længere var for fin til at tage en tur derud, hvor det hele ikke er så fornemt, sagde vi.
I dag har Prins Henrik endnu engang fortalt os, at her er en mand, der træder med stædige skridt ud af sine helt egne stier. Den dag hans liv bliver sat i datid, skal han modsat traditionen ikke blive stedt til hvile ved siden af sin ægtefælle dronning Margrethe i Roskilde Domkirke. Hvor gravstedet i stedet skal være, er endnu uvist.
Prins Henriks fodtrin har de senere år ført ham længere og længere væk fra hans officielle virke. Sidste år gik han til danskernes store overraskelse på pension og året forinden havde han meldt et opsigtsvækkende afbud til fejringen af Dronningens 75 års -fødselsdag med forklaringen om, at han var ramt af en slem influenza.
Tidligere på året deltog prinsgemalen heller ikke i det belgiske statsbesøg, hvilket fik kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen til at konkludere lige ud i ugebladet Se og Hør:
»Det er det tætteste, vi kommer på en uerklæret skilsmisse.«
Turen ud til fristaden Christiania og dens Pusher Street var dengang i 2013 ikke blot et møde mellem anarki og monarki. Den fortalte i sig selv, hvor sammensat et menneske prinsgemalen er.
Både danskerne og han selv kan se tilbage på en tilværelse, der har været fyldt med forventninger fra vores side, men hvor han altid har insisteret på at bevare sin egen markante personlighed iført farverige gevandter.
Det var kun et ekstra bogstav i navnet. Alligevel betød det alverden. Et k i enden og den adelige Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezats fornavn blev forandret til Henrik med Prins foran. Da han i 1967 blev gift med den danske Prinsesse Margrethe, var det utænkeligt, at hans eget navn ikke skulle fordanskes.
Globaliseringen havde endnu ikke ramt os, og første del af livsopgaven for de fem millioner danskere var at få et navn, vi kunne udtale lige fra Esbjerg til Østerbro. Et navn, der mere end noget andet har symboliseret den splittede relation, der har været mellem prinsgemalen og danskerne igennem årene.
Vi har insisteret på, at han skulle være dansk, imens han har insisteret på at bibeholde noget af sin franske, oprindelige identitet. At der var noget af Henri i Henrik.
Igennem 80erne og 90erne fik Prins Henrik opbygget en stor respekt om hans person. Men Kongehus-ekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen har tidligere her i avisen peget på, at prinsgemalen selv slog et gevaldigt hul i den respekt, da han i det i dag berømte interview med Bodil Cath fra 2002 fortalte, at han følte sig ydmyget og kasseret.
Den manglende anerkendelse i Danmark kunne han ikke længere holde til. Herboende franskmænd bakkede ham op og fortalte om, at det stred imod en fransk mands natur at være nummer to efter sin kone, imens danskernes forhold til indvandrere igen blev taget op i debatspalterne. Der blev spekuleret i skilsmisse, magtkamp og depression, imens danskerne gav ham tilnavnet »tudeprinsen.«
I 2013 kom ønsket igen. Prins Henrik ville ligestilles med sin dronning og være konge, lød det fra ham i et interview med et fransk magasin. Siden da er budskabet blevet gentaget igen og igen. Da hollandske medier i 2015 var samlet i Danmark for at interviewe regentparret, spurgte Prins Henrik direkte ud i lokalet:
»Hvorfor skal jeg være under min kone? Hvorfor?«
»Den største udfordring for prinsgemalen har været, at hans personlige holdning til, hvordan tingene bør være, har kollideret med Kongehusets egne traditioner. Jeg tror dog generelt, at danskerne har opfattet Prins Henrik meget mere positivt, end han selv har været klar over. Han har undervurderet, hvor meget vi egentlig holder af ham. Det har været unødvendigt at komme med de der markeringer af, at der ikke blevet taget nok hensyn til ham. Kritikken af ham er faktisk først opstået efter hans egne udtalelser,« har Lars Hovbakke Sørensen tidligere sagt til Berlingske.
Imellem Vietnam, fransk Indokina og Frankrig bevægede de første år af Henris liv sig. Faderen André passede familiens forretninger i alle tre lande, imens familien fulgte efter. Alt imens spisebordet på herregården Le Cayrou i den franske Lot-region var centrum for de mange temperamentsfulde diskussioner imellem far og søn.
Han blev uddannet indenfor jura og statskundskab på det prestigiøse Sorbonne og lærte sideløbende kinesisk og vietnamesisk som sprog. I 1962 blev han ansat i Asien-afdelingen i det franske udenrigsministerium, mens han i de efterfølgende år fungerede som ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London.
Henri blev fra barnsben opdraget som familiens ældste søn til at overtage driften af den franske herregård. Men en kinesisk vismand spåede hans fremtid anderledes, da han som 24-årig besøgte denne under et ophold i Østen med en spændt veninde i hånden. Først fortalte vismanden veninden, at Henri aldrig kom til at gifte sig med hende. Han ville finde én langt væk fra sit land. Derefter så han på den fremtidige prinsgemal og sagde:
»Din tilværelse bliver meget spændende, men fuld af faldgruber, og dit liv bliver vanskeligt. Du bliver berømt, rig, og du vil komme til at tilbringe resten af dit liv omgivet af vand.« Sådan bliver historien gengivet i Stéphanie Surrugues portrætbog »Enegænger«.
Da Henri de Monpezat i 1965 boede i London, fik han til et middagsselskab en borddame, der ikke kun var veluddannet og berejst ud over det sædvanlige. Hun var lige til, selvom hun kom ud af en fornem familie. Den høje, lyse kvinde var Danmarks prinsesse Margrethe og franskmanden blev forelsket i hende, ligesom hun hen over de næste måneders kurtiseren blev i ham.
To år efter blev hans skæbne, som vismanden havde forudset, beseglet i Holmens Kirke. Beliggende ud til vandet i et land omgivet af vand.
Rollen som prinsgemal havde ingen før ham udfyldt. Derfor skulle den nye Prins Henrik selv udfylde det blanke stykke papir, der lå foran ham. En opgave, iagttagere af Kongehuset senere hen har karakteriseret som vanskelig, fordi han fik en rolle, der ikke var klart defineret. Der var ingen forskrifter, ingen hundredårig tradition, ingen skabelon.
Prins Henrik har lagt sit hjerte i vindyrkningen på slottet Cahors, de mange jagter og det levende engagement i gastronomi. Der er kunsten, de egenproducerede skulpturer og digtsamlinger udgivet igennem årene. Og så er der interessen for dansk erhvervsliv, det årelange arbejde for Dansk Røde Kors og den alenlange liste af protektioner.
På de indre linjer er Prins Henrik kendt som en betænksom ven, der holder af at glæde andre. I bogen »Enegænger« har jagtvennen Peter Zobel fortalt om, hvordan den empati kommer til udtryk:
»Da jeg blev skilt, inviterede han mig til Rom under påskud af, at vi skulle se på nogle kirker og slotte. I virkeligheden ville han jo muntre mig op. Men hvor betænksom han end er, også over for sin hustru i øvrigt, så er det jo sjældent noget, offentligheden finder ud af.«
Dronning Margrethe og Prins Henrik har ikke kun været mand og kone med hele offentligheden som tilskuere. De har også fortalt historien om dem selv som intellektuelle samtalepartnere, der gennem årene har haft en gensidig forståelse af hinandens dybe behov for at udøve kunst.
Hun som maler, han som skulptør og poet. Sidstnævnte disciplin har igennem årene splittet anmelderne.
Prins Henrik har flere digtsamlinger bag sig, og udgav i forbindelse med sin 80-års fødselsdag den syvende af slagsen med titlen »I mine lykkelige nætter«. Den fik tre stjerner af denne avis, mens resten af anmelderstanden kvitterede med en meget kritisk dom af prinsgemalens digterkunst. Jyllands-Postens anmelder Lars Skinnebach kaldte de royale digte for »gammel vin på nye flasker«.
Bredden i Prins Henriks kunstneriske nysgerrighed kom også til udtryk, da han til danskernes store overraskelse pludselig havde samarbejdet med popbandet Michael Learns to Rock om sangen »Echo«.
Skudsmålene har igennem årene været mange. Hjertevarm, humoristisk, vidende og loyal fra dem, der er ham nær. Fjern, arrogant og brysk fra dem, der har set Prins Henrik udefra. I bogen »Enegænger« har Kronprins Frederik reflekteret over, hvad hans far har givet videre til sine to sønner.
»Det vigtigste, han opdragede os til, var, at man ikke bare skulle gøre som alle de andre - »Vær anderledes, vær kritisk.«, lød det.
Nu har manden, der gerne ville være kong Henrik, selv sat tyk streg under det: Han er sin helt egen.
Dele af denne artikel har tidligere indgået i Berlingskes portræt af prins Henrik fra 2014 i anledningen af hans 80 års fødselsdag. Portrættet var skrevet samme journalist.