Lisbeth Zornig: Kommunerne begår for mange fejl i tvangsanbringelser af børn

Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale, at flere udsatte børn skal have et andet hjem. Men for mange børn bliver anbragt på et forkert grundlag, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen mener, at mange børn bliver tvangsanbragt forkert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Hun ved ikke, om der skal anbringes eller bortadopteres flere eller færre børn. Til gengæld ved hun, at når det sker, så skal gøres mere rigtigt.

Sådan lyder meldingen fra forfatter, debattør og tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen. Zornig var selv anbragt som barn, og det ændrede hendes skæbne, som hun selv formulerer det.

»Jeg var og er glad for det. Men mange anbringelser går galt. Og i de tilfælde skal man huske at spørge sig selv, om det kunne være håndteret ved en forebyggende indsats,« siger hun.

Budskabet kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale brugte størstedelen af talen på at tale om udsatte børn.

Statsministeren sagde, at man må »lægge berøringsangsten væk«, og at der i dag er »nogle forældre, der får for mange chancer«.

»Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag,« sagde statsministeren og fastslog, at »flere udsatte børn skal have et nyt hjem tidligere end i dag«.

»Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste, det helt afgørende, for et lille barn, det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres.«

Klemt og glemt

Lisbeth Zornig Andersen kalder det »en flot gestus«, at statsministeren brugte meget af talen på en relativt lille del af befolkningen, nemlig »børn, der traditionelt har været klemt og glemt«, som hun formulerer det.

»Det er min erfaring, at vi anbringer forkert. Jeg ved ikke, om vi anbringer for meget eller for lidt. Men når forældre klager over en afgørelse til Ankestyrelsen, ender forældrene i op mod halvdelen af akutte tvanganbringelser med at få medhold i deres klager. Altså begår kommunerne for mange fejl,« siger Zornig.

En rapport fra Ankestyrelsen fra slutningen af oktober 2019 fastslog, at hver anden forælder, der siden 2016 har klaget over, at deres barn var blevet akut tvangsfjernet, fik medhold i klagen.

Lisbeth Zornig Andersen, tidligere formand for Børnerådet

»Der er mange tabere i tvangsanbringelser, også sommetider børnene selv. Tvang medfører ofte drama, vrede og smerte.«


Lisbeth Zornig Andersen mener, at det er et udtryk for, at man ikke gør sit arbejde godt nok. Hun understreger, at enhver socialrådgiver formentlig gerne vil gøre sit arbejde godt, og derfor handler det ikke om vilje. Det handler ifølge hende om, at der ikke anbringes særligt mange børn i de enkelte kommuner, så den enkelte socialrådgiver opnår ikke en specialisering i anbringelser.

Derfor bør strukturen ændres. Der skal nedsættes specialiserede enheder, som udelukkende behandler anbringelses- og adoptivsager, så de bliver vurderet korrekt.

»Hvis man kun møder en anbringelsessag fire til fem gange i sin karriere, er det ikke nok,« siger Zornig.

»Der skal gøres noget anderledes. De kommuner, som har kapacitet og kompetence til et godt socialfagligt arbejde, opnår oftere frivillige anbringelser, hvilket er det bedste for alle parter. Der er mange tabere i tvangsanbringelser, også sommetider børnene selv. Tvang medfører ofte drama, vrede og smerte. Det påfører barnet et nyt traume.«

Anbringelser skal være et middel og ikke et mål, påpeger hun. Nogle børn har brug for at blive anbragt eller at blive bortadopteret. Men samtidig vil de fleste børn gerne have et forhold til deres forældre og kunne blive hos dem, hvis omstændighederne var til det, påpeger Zornig.

»Det er et kæmpe dilemma,« siger hun.

Tidligere fremgik det af artiklen, at forældre fik medhold i hveranden klagesag vedrørende tvangsanbringelser af børn. Det er ikke korrekt og er derfor præciseret til »akutte« tvangsanbringelser.