Indland

Lige op til valget stiller nogle det farligste af alle spørgsmål: Er noget vigtigere end at knokle for velfærdsstaten?

Mens valget står for døren, spørger flere forældre og andre sig selv, hvorfor de knokler for velfærd i stedet for at være sammen med deres børn eller ældre. Professor Ove Kaj Pedersen mener ligesom formand for psykologforeningen, Eva Secher Mathiasen, sociolog Eva Steensig og debattør Knud Romer, at politikerne er blinde for længslen efter et mål, der retfærdiggør vores fravalg af nærvær med mere end konkurrencestatens overlevelse.

I deres iver efter at ramme bestemte målgruppers særinteresser overser politikerne, at et langt større opbrud ulmer i befolkningen, hvor flere spørger sig selv, hvorfor vi lever, som vi gør, i stedet for eksempelvis selv at passe vores spædbørn. (arkiv) Sofie Mathiassen

Fornemmelsen findes.

Mens valgkampen er begyndt at buldre derudad med mindre justeringer på gamle forlig, er flere begyndt at stille langt mere vidtrækkende fundamentale spørgsmål ved det liv, vi lever i den moderne velfærdsstat. Nogle trækker sig til lave leveomkostninger i selvforsynende landbrug, mens andre opretter nye skoler eller forsager institutionerne helt og passer egne børn, mens tanken om at bo tre generationer under samme tag og selv passe de gamle, der kan passe de unge, ikke er så fjern som engang.