Byrådsmedlem for Labour, Ricky Jones, er blevet anholdt, efter at han onsdag aften i en tale kom med, hvad der kan forstås som en opfordring til vold.
Metropolitan Police i London bekræfter anholdelsen af Ricky Jones, og skriver i et opslag på mediet x, at de har anholdt en mand i 50'erne på en adresse i sydøstlige London. Han er varetægtsfængslet for mistanke om at tilskynde til mord og for en overtrædelse under loven om offentlig orden.
I et videoklip fra en antiracistisk demonstration i Østlondon mod de seneste dages optøjer i Storbritannien holder Ricky Jones en mikrofon, mens han taler til forsamlingen af mennesker, der er mødt op.
Det skriver det engelske medie The Independent.
»De er ulækre nazifascister, og vi er nødt til at skære deres halse over og skaffe os af med dem alle,« siger Ricky Jones i klippet, der florerer på mediet X.
Ricky Jones er valgt for Labour i Dartford, der ligger cirka 30 kilometer sydøst for London.
En talsperson fra partiet fortæller, at Ricky Jones er blevet suspenderet.
»Den opførsel er fuldstændig uacceptabel og vil ikke blive tolereret,« siger talspersonen ifølge The Independent.
Storbritannien har den sidste uge været præget af uroligheder og voldelige optøjer, der af britiske medier beskrives som »anti-immigrationsprotester«.
Tidligere er hoteller, der huser asylansøgere, blevet angrebet og forsøgt ildpåsat, over 60 betjente er blevet såret, og flere end 500 uromagere er blevet anholdt.
Onsdag forventede myndighederne over 100 demonstrationer, man forberedte sig på det værste, og 6.000 ekstra specialtrænede politibetjente var klar til at træde til.
30 immigrationscentre var udpeget som mål for nye protester mod immigration, men de forventede optøjer udeblev.
Til gengæld havde tusindvis af moddemonstranter samlet sig i byer rundt omkring i England.
Og også i Walthamstow i Østlondon, hvor nu tidligere Labour-medlem Ricky Jones holdt sin tale.
Videoen med den brutale opfordring er blandt andet blevet delt af højrefløjspolitikeren Nigel Farage, der er leder af partiet Reform UK. Han mener, at Ricky Jones burde blive anholdt for sin ytring til demonstrationen.
Storbritanniens premierminister Keir Starmer har ikke reageret på videoen eller suspenderingen af Ricky Jones.