KU ændrer krænke-retningslinjer: Vi tager det meget alvorligt

Efter et halvt års heftig debat ændrer Københavns Universitet nu retningslinjer for krænkende adfærd. De ligger klar til sankthans, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Københavns Universitet ændrer nu retningslinjerne for krænkende adfærd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Københavns Universitets retningslinjer for krænkende adfærd bliver nu ændret. Der kommer til at være nye retningslinjer klar omkring sankthans.

»København Universitet vil i foråret drøfte, hvordan retningslinjer til håndtering af mobning og chikane kan justeres, så der ikke kan stilles spørgsmål til f.eks. forskernes akademiske frihed,« skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Hovedsamarbejdsudvalget, der var medunderskriver på de nuværende retningslinjer, ønsker ikke at komme mere konkret ind på, hvilke drøftelser der vil komme i forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjerne.

»Vi ønsker ikke at tage luften ud af disse drøftelser ved på forhånd at stille konkrete forslag til ændringer i retningslinjen,« skriver tillidsrepræsentant og anden halvdel af formandskabet i Hovedsamarbejdsudvalget Ingrid Kryhlmand i pressemeddelelsen.

Hun udgør formandskabet sammen med rektor.

Siden sommerferien har debatten om Københavns Universitets personalepolitiske retningslinjer været glohed.

»Vi skylder at tage de bekymringer alvorligt og se på, om vi kan favne de bekymringer, der har været i den forbindelse,« siger universitetets rektor, Henrik C. Wegener til B.T.

Debatten begyndte med udklædningsfester i introforløbet på Det Juridiske Fakultet, som blev ændret efter en henstilling fra ledelsen, der gjorde opmærksom på, at temaer som mexicaner, indianer og Olympiske Lege kunne tolkes som krænkende. Det skete efter tre klager over en fest, der skulle holdes for 750 studerende.

Sidenhen har flere lektorer og professorer udtrykt deres bekymring for den akademiske frihed, ytringsfriheden og retssikkerheden for ansatte på universitetet, da de mente at se en tendens til at klage på baggrund af en amerikansk identitetspolitisk strømning.

I december beskrev Weekendavisen en klagesag fra Det Humanistiske Fakultet, hvor en lektor endte med en sygemelding og et psykologforløb efter blandt andet at være blevet anklaget for at være racistisk og kønsdiskriminerende i sin undervisning. En undersøgelse viste, at der ikke var hold i klagerne, ligesom flere studerende og kolleger til lektoren afviste anklagen mod vedkommende.

I december havde Henrik C. Wegener inviteret til internt debatmøde på Københavns Universitet for at diskutere, hvordan retningslinjerne tolkes, fungerer og eventuelt kunne ændres. Og nu har Hovedsamarbejdsudvalget altså meldt ud, at retningslinjerne bliver ændret.

Indtil de nye retningslinjer er på plads, gælder de nuværende retningslinjer for krænkende adfærd stadig.

LÆS MERE